Børn skal ikke ammes offentligt, 'Melodi Grand Prix' er helvedes forgård, og fodboldkommentatorer behandler seerne som idioter.
Lise Nørgaard har igennem årene ikke været bange for at sige sin mening højt om alt fra børneopdragelse til ligestilling og tv-programmer.
Nu har forfatter Jacob Wendt Jensen samlet de bedste citater i bogen 'Livet ifølge Lise Nørgaard', og i den anledning ringede B.T. fredag til den 103-årige 'Matador'-bagkvinde for at høre, om der er nogen af hendes holdninger, der har ændret sig igennem tiden.
Hun bor i dag alene i sin lejlighed i Skodsborg nord for København, og da vi fanger hende over telefonen, var der i første omgang kort forvirring.
Hej, det er Kristian Nygaard fra B.T. igen. Det var mig, der ringede i formiddags, hvor det ikke lige passede?
»Alt var bare gået i kage på lige netop det tidspunkt. Jeg sad og ventede på nogle mænd, der skulle komme og ordne noget, og så ringede du. Det var fuldstændig som en af Panduros komedier, hvor man tog fejl (af hvem der ringede, red.).«
Jeg ringer jo, fordi du siger en masse sjove ting i den nye bog. Hvordan var det at gennemgå de gamle citater?
»Det var ganske sjovt, men sommetider blev jeg lidt forbløffet over at læse, hvor skrap jeg egentlig var i mine betragtninger om selskabsliv og sådan noget.«
Jeg vil jo høre, om der er nogen af dine holdninger, der har ændret sig, siden du sagde dem?
»Nej, jeg står ved. Også det med børns omgang og den slags.«
Ja, for i 1966 mente du fx, at man ikke bør amme børn offentligt?
»Det synes jeg stadig ikke, man skal, for det er ikke alle, der bryder sig om det...Det, at det skulle være så bedårende. Det synes jeg slet ikke, det er. Jeg har jo selv fire børn og har altid haft det standpunkt...Der er en replik i 'Matador', hvor den lille nye Varnæs præsenteres for vennerne. Da den unge pige i huset har båret ungen rundt, spørger hun, 'hvor skal jeg lægge den fra mig', og så siger Laura 'I ordentlige huse lægger man ikke spædbørn fra sig i møblerne'. Det er mit synspunkt.«
Der er også et citat i bogen, hvor du tilbage i 70'erne ikke brød dig om fodboldkommentatorer. Ser du stadig fodbold?
»Ja, det gør jeg. Meget.«
Hvad synes du om kommentatorerne i dag?
»Det er ikke den store kunstneriske oplevelse, men i dag finder jeg mig nok i flere bemærkninger, fordi jeg nu har et oldebarn, der har fået kontrakt med FCK (Alexander Hjælmhof, red.), så jeg er i stigende grad blevet interesseret i fodbold. Men jeg har nu altid set de store kampe.«
Så du så landskamp i går?
»Ja.«
Det var jo lidt skidt. Danmark tabte 4-2 til Belgien.
»Er det rigtigt? Jeg var dødsøvnig, så jeg kun første halvleg, hvor jeg tænkte, at det jo gik godt. Men gud, så er det jo blevet endnu værre. Det var da frygteligt.«
Nu må vi se, hvordan de kommer til at klare sig til EM til næste år.
»Tror du overhovedet, de kommer med?«
Ja, de er jo kvalificeret. Det er mere, om der bliver afholdt EM, nu hvor der er corona.
»Ja...«
I bogen er der også et citat fra 2014, hvor du kalder 'Melodi Grand Prix' for 'Helvedes forgård'?
»Ja, jeg ser det ikke frivilligt. Nu skal jeg jo ikke ødelægge mit gode navn og rygte, men jeg hører udelukkende klassisk musik... Men jeg har altid interesseret mig for sport og været vild med at stå på ski. Jeg har dyrket langrend.«
Du skal måske på skiferie til næste år?
»Haha, det er faktisk ikke så lang tid siden, at jeg holdt op. Jeg tog altid til Rondane oppe i Norge. Jeg tog afsked med mine ski, da jeg var 89. Der var lige ved at komme en tåre i mine øjne.«
Det er jo snart jul. Hvad har du af planer for den kommende måned?
»Jeg skal ud til mit barnebarn. Først holdt mine forældre jul, så overtog jeg, da de blev gamle, og nu er det så mine børnebørns tur, og det plejer altid at være festligt.«
Har du fået lavet ønskeseddel?
»Nej, jeg mangler jo ikke noget. Det eneste, jeg godt kunne tænke mig i øjeblikket, var noget mere samkvem, men det er jo forbudt.«
Ja, det er lidt sværere for tiden...
»Ja, men jeg kommer nu stadig ud. Det er ikke sådan, at jeg sidder helt alene hele tiden. I morgen skal jeg være sammen med mit barnebarn...«
...
»Du må undskylde min stemme. Jeg mistede den pludselig i fjor og har så fået hjælp fra en fantastisk talepædagog, der siger, at jeg skal tale hele dagen. Men hvem skal man tale med, når man sidder alene, og der er corona? Så stemmen er gået ned igen. Det er derfor, at det lyder, som om jeg har drukket.«
Jeg forstår dig fint...
»Gør du? Det var godt. I begyndelsen læste jeg op af danske og tyske digte, men det kan man jo også få nok af. Jeg håber, at Jacob (bogens forfatter, som Lise Nørgaard efterfølgende havde en frokostaftale med) forstår, hvad jeg siger. Det er Jacob, der giver, så kan jeg tale livet af ham, haha...«
Vi runder samtalen af. Lise Nørgaard skal til frokost.
»Det var hyggeligt.«
I lige måde. Og du har det forresten godt for tiden?
»Jaa, godt og godt. Hvordan har man det, når man er 103?
Haha, det ved jeg ikke...
»Jeg kunne godt have det bedre.«
Du må i hvert fald have en god jul og et godt nytår.
»Jaja, lad os nu se,« slutter Lise Nørgaard med et grin.
