Den har talt med store bogstaver, det meste af hendes liv. Har klukket og raset. Været vis og vittig. Men nu kan den ikke næsten ikke mere.

»Jamen, prøv at høre den,« siger Lise Nørgaard. Næsten forarget over svigtet.

I en alder af 102 år lyder den kendte forfatter og journalist nemlig langtfra, som hun plejer.

Talestrømmen fejler godt nok ikke noget, men hendes stemme er så ru, hæs og slidt, at man skal spidse ørerne gevaldigt for at få det hele med.

102 årige Lise Nørgaard har stort set mistet stemmen.
102 årige Lise Nørgaard har stort set mistet stemmen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er desværre permanent,« siger hun. Og tilføjer så tørt, men med lune i det, der er tilbage af stemmen: »Men jeg har vel også fået sagt dét, jeg skulle.«

Problemerne med Lise Nørgaards stemme startede faktisk for et år siden og blev gradvist værre og værre i løbet af sommeren.

På Rigshospitalet tog de problemet alvorligt og undersøgte 'Matador's mor på kryds og tværs. Ikke mindst for at sikre sig, at Lise Nørgaard ikke havde kræft.

Det havde hun heldigvis ikke.

Til gengæld konstaterede hospitalets specialister en slitage af hendes stemmelæber, som er aldersbetinget og kronisk, og som en egentlig behandling af ikke er mulig.

De seneste måneder er dens tilstand ikke forværret, men hun går dog fortsat til jævnlig kontrol, men må leve med, at det er slut med at tale med de store bogstaver.

Det tager Lise Nørgaard dog med ophøjet ro.

»Jeg er jo gammel,« sukker hun. Og fortsætter så med et grin: »Men jeg er stadig frisk. Hovedet er der ikke noget i vejen med. Tror jeg.«