Kronprinsesse Mary var ikke bange for at tale med store ord, da hun stod over for 1300 af verdens topfolk fra modeindustrien.

»Vi er ikke kommet langt nok. Der er et akut behov for forandring,« lød det fra kronprinsesse Mary, som uddybede:

»Fremskridtet går alt for langsomt.«

Dommen faldt, da den kongelige repræsentant talte ved Copenhagen Fashion Summit i København onsdag formiddag.

Den danske konference er blandt verdens førende, når det kommer til bæredygtig mode, og Kronprinsessen, som er protektor for topmødet, tog i dén grad bladet fra munden.

»Profit kan ikke blive ved med at være den primære måling for succes,« sagde hun uden omsvøb.

Hun nævnte flere områder, hvor man ifølge Kronprinsessen sagtens kan gøre det bedre.

»Halvdelen af industrien har ikke handlet i retning af at få en mere bæredygtig industri.«

Kronprinsesse Mary og Eva Kruse ankommer til Copenhagen Fashion Summit. Eva Kruse fik masser af ros fra andre af talerne, der var på scenen ved Copenhagen Fashion Summit, som er ledet af hendes organisation Global Fashion Agenda.  (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019)
Kronprinsesse Mary og Eva Kruse ankommer til Copenhagen Fashion Summit. Eva Kruse fik masser af ros fra andre af talerne, der var på scenen ved Copenhagen Fashion Summit, som er ledet af hendes organisation Global Fashion Agenda.  (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Kronprinsesse Mary er kendt for at bære forskellige dyre og luksuriøse klæder.

Men det lød ikke, som om hun ser det som en kontrast til det at stå på scenen i DR's koncertsal og tale om bæredygtighed til de mange repræsentanter fra tøjindustrien, for som hun sagde, så er mode forbundet med følelser.

Hun nævnte den måde, forbrugere har haft stor indflydelse på, at fødevareindustrien har måttet tage et ansvar i forhold til miljø og medmenneskelighed, fordi de har krævet varer med en bæredygtig baggrund.

Det kan dog ikke direkte overføres til den måde, folk forbruger tøj på, siger hun.

»Mode er ikke rationelt,« siger hun og slår fast, at man forbuger mode med sine følelser.

Mode trækker tråde ind i den måde, man lever på, og det er en måde at udtrykke sig på, sagde hun fra talerstolen.

Kronprinsessen har for nylig udtalt i et interview med modebladet IN, at hun selv har områder, hvor hun kunne gøre det bedre.

»Jeg indrømmer, at mit forbrug af tøj er stort, hvilket hænger sammen med det liv, den rolle og det arbejde, jeg har. Men jeg kan gøre det bedre – og det arbejder jeg på. Samtidig vil jeg gerne slå fast, at lidt mindre tøjforbrug globalt ikke alene er nok til at skabe den nødvendige forandring,« sagde hun dengang og uddybede:

»For selv om vi kan se, at forbrugerne i stigende grad stiller krav om bæredygtighed, er det industrien, der skal sørge for, at bæredygtighed bliver en integreret del af det tøj, vi forbrugere kan købe,« sagde hun blandt andet til magasinet.

En anden prominent dansk kvinde, der talte ved åbningen af Copenhagen Fashion Summit, var Eva Kruse, direktør og drivkraft bag topmødet.

Hun fortalte, at der var 38 nationer fra alle verdensdele med på topmødet, og foruden de fremmødte, så havde folkene bag arrangmentet måttet afvise 800 branchefolk, som gerne ville have deltaget.

På den solbeskinnede dag var det nemt at se, at topmødet for modefolkene var et populært tilløbsstykke.

Uden for DR's koncertsal stod der køer med hundredvis af deltagere, som skulle ind.

Der blev delt gratis caffe latte og americano ud fra en kaffevogn hyret af et modebrand, som ville gøre opmærksom på deres bæredygtige produktion.

Luften duftede af parfume og nybrygget kaffe.

Kronprinsessen ankom som sidste indslag, skarp klædt i en lyserød kjole og en ærlig mening om fremtidens mode.