Det var en berørt kronprinsesse, der onsdag udtrykte sin sympati med venneparret Anders Holch Povlsen og hans hustru, efter de mistede tre af deres fire børn under terrorangrebet i Sri Lanka.

»Vi er dybt berørt af den ubegribeligt tragiske hændelse, som er forfærdeligt trist,« sagde Mary ved den officielle åbning af Forskningens Døgn 2019 på Dyrehavsbakken.

Det er første gang, skriver Se og Hør, at Kronprinsessen sætter ord på, hvordan hun har det efter det tragiske angreb, der kostede familien Holch Povlsen så dyrt.

Hun var efter sigende så berørt, da hun talte om tragedien, at tårerne pressede sig på.

Tirsdag udtalte Kronprinsessens mand, kronprins Frederik, sig også om terrorangrebet og sine gode venners tab, da han blev spurgt ind til det af pressen før en reception på DTU.

»Det er en ganske, ganske frygtelig tragedie, og vi bør alle tænke – og vi tænker på de efterladte,« sagde en meget berørt Frederik.

Familien Holch Povlsens tab rammer både Mary og Frederik hårdt, fordi den royale familie ikke kun kender Anders Holch og hustruen, men også er tætte private venner med dem.

»De er meget gode venner. Både Kronprinsen og Anders, men også familierne generelt. Og det blev helt tydeligt, da Anders og Anne var med til Kronprinsens 50-års fødselsdag,« fortæller Søren Jakobsen, der er kongehusekspert, og som også har skrevet bøger om Danmarks rigeste familier, herunder Holch Povlsen-familien.

Desuden var Anders Holch Povlsen inviteret med til en kongejagt, hvilket betyder, at han er del af en lille gruppe nære venner, som Kronprinsen kan stole på og vil holde tæt, mens han gør sig klar til at overtage tronen efter Dronningen.

Mary skulle den 25. april have ageret rådgiver for Sorglinjen, hvor hun skulle hjælpe folk med at bearbejde deres sorg, men arrangementet er i stedet blevet flyttet til den 29. maj.

329 personer er indtil videre bekræftet omkommet, mens mere end 500 personer er såret.

Indtil videre har de lokale myndigheder anholdt omkring 40 personer efter angrebene, der har rystet ønationen.