»For at være helt ærlig, hvis vi tænker på de ofre, som har bedt om fred og ro – jeg tror, vi skal give dem det.«

Sådan lyder det fra prins Joachim, da B.T. møder ham foran Nationalmuseet i København. Han fortæller, at han finder de tragiske begivenheder i Sri Lanka væmmelige.

»Når terroren slår på den måde, så bliver vi allesammen ramt. Det er simpelthen væmmeligt,« siger han.

Samtidig synes han, at man bør lade ofrene være i fred.

Her henviser han formentlig til pressens dækning af de tre danske børn af erhvervsmanden Anders Holch Povlsen og hans kone Anne, der mistede livet under angrebet.

»Jeg tror, det er, hvad de har allermest brug for,« afslutter han, før han sætter sig ind i bilen, der skal fragte ham hjem.

Prins Joachim var på Nationalmuseet for at deltage i Danske Maritimes 100-års jubilæum.

Danske Maritime er en brancheorganisation for danske leverandører af maritimt udstyr, service, skibsdesign og skibe. Ved fejringen holdt prinsen en kort tale og forlod derefter museet igen.

H.K.H. Prins Joachim deltager i markeringen af Danske Maritimes 100-års jubilæum. H.K.H. Prins Joachim. Nationalmuseet torsdag den 25. april 2019.
H.K.H. Prins Joachim deltager i markeringen af Danske Maritimes 100-års jubilæum. H.K.H. Prins Joachim. Nationalmuseet torsdag den 25. april 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Også kronprinsesse Mary og kronprins Frederik har udtrykt deres sympati med dem, der har mistet under terrorangrebet i Sri Lanka.

»Vi er dybt berørt af den ubegribeligt tragiske hændelse, som er forfærdeligt trist,« sagde Mary ved den officielle åbning af Forskningens Døgn 2019 på Dyrehavsbakken onsdag til Se og Hør.

Fra kronprins Frederik lød det:

»Det er en ufattelig tragedie. Vi tænker på alle de efterladte.«