21.
Så mange år er der gået, siden Jimmy Carr sidst talte med sin far.
Det fortæller den 49-årige komiker i podcasten 'Parenting Hell', hvor han også afslører, at han anser sin far som værende død, selvom han reelt stadig er i live.
»Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke har set min far i 21 år. Min mor er død, og min far er død for mig. Det kan godt lyde koldt … i hvert fald lige indtil man møder ham,« lyder de ikke så pæne ord fra Jimmy Carr.
Den berømte komiker fik sit første barn for et par år siden, men det er første gang, han sætter ord på livet som far.
I podcasten fortæller han, at han gerne vil have et tæt, sundt og kærligt forhold til sin søn, da han ikke selv havde det til sin egen far, Patrick James Carr.
Det er da heller ikke nogen hemmelighed, at Jimmy Carr ikke har det bedste forhold til faderen.
Komikeren har tidligere beskyldt sin far for chikane, hvilket blandt andet har betydet, at faderen har været bandlyst til sønnens show.
»Det er en underlig følelse at erkende, at tingene mellem os ikke kommer til at gå i orden,« siger Jimmy Carr om forholdet til faderen og fortsætter:
»Der er ikke nogen bitterhed eller vrede. Jeg vil bare gerne have det bedste, og det betyder, at jeg ikke kan have den fyr i mit liv.«
Jimmy Carr påpeger, at han som følge af sit eget forhold til sin far nogle gange er bekymret for, hvilket forhold han får med sin egen søn, når denne er voksen.
»Jeg er selvfølgelig en smule ked af mit forhold til min far, så jeg tænker da: 'Kan noget mon gå galt mellem mig og mit barn?',« siger han og fortsætter:
»Jeg vil gøre alt for at undgå det, men det er da svært at tænke på. Jeg tror dog, at det hele handler om blot at være en far for ham og at være en person, der ikke forsøger at kontrollere ham på nogen måde.«
Jimmy Carrs mor døde i september 2001, og ifølge komikeren var det altså deromkring, at hans forhold til faderen gik ned ad bakke.