Det var i februar 2019, at fundamentet smuldrende fuldstændig under den populære sundhedsekspert Anne Bech.

Sammen med kæresten Thomas, Caroline på 11 og Louis på toethalvt var hun lige vendt hjem fra den årlige skiferie. Hovedet dunkede voldsomt af smerter. Pludselig faldt hun om og begyndte at kaste op.

»Hvad tror du selv, det er?« spurgte lægen, da hun kort efter sad i hans konsultation. »Stress,« svarede hun. Og fik migrænepiller med hjem.

Længe havde hun været træt og haft ondt i hovedet. Hun tillagde det, at hun stort set ingen nattesøvn havde fået, siden sønnen Louis blev født.

Da jeg lå i ambulancen, ramte det mig. Nu er det alvorligt
Anne Bech om at få konstateret en svulst i hjernen

»Den første meget lange tid var virkelig hård. Oven i det viste det sig senere, at han havde laktoseallergi, som gjorde, at han kastede op og var helt hysterisk. Så vi havde været virkelig underdrejede længe,« forklarer Anne Bech om baggrunden for sin egen diagnose.

Men to dage senere sad hun igen hos lægen. Han sendte hende til Amager Hospital for at blive scannet.

»Blækket på papiret var knap blevet tørt, før lægen kom løbende ind på stuen. 'Du har en meget stor svulst omme i baghovedet. Vi er nødt til at køre dig på Glostrup Hospital'.«

»Først tænkte jeg, 'det må være en fejl'. Bagefter, at 'om de så skal operere halvdelen af mit hoved af, så må de gøre det. Ud skal det'. Men da jeg lå i ambulancen, ramte det mig. Nu er det alvorligt.«

Anne Bech nød tiden, hvor hun ikke var i kemobehandling, og håret igen begyndte at gro.
Anne Bech nød tiden, hvor hun ikke var i kemobehandling, og håret igen begyndte at gro. Nikolai Linares

Og det var det.

Tiden, der fulgte, var næsten som en rutsjebane ude af kontrol, hvor Anne Bech konstant svingede mellem glæde og håb og frygt.

Først fik hun at vide, at svulsten ikke var kræft, men dog så stor, at den skulle fjernes. Så kom kirurgen med den alarmerende besked, at dét, de havde opereret ud, var noget, de aldrig havde set før. Og at det bestemt ikke var godartet. Det var metastaser. Hvor kræften var opstået, vidste de ikke.

Nyopereret i hjernen blev hun sendt videre til Rigshospitalet til først en MR- så en PET-scanning, som viste, at hendes kræft sad ved binyrerne.

Det positive ved at være meget speciel er, at de holder rigtig meget øje
Anne Bech om at lide af en sjælden kræftform

»Som hospitalsvæsenet er i dag, så stopper kommunikationen hver gang, du kommer over på anden afdeling. Hvis du kommer fra en hjerneafdeling, ved de ikke på binyreafdelingen, hvad der er foregået derovre,« siger Anne Bech om den frustration, der blev en del af hendes sygdomsforløb.

Fra Rigshospitalet blev hun sendt videre til Herlev Hospital, og det var her, at hun fik at vide, at hendes kræftform var meget sjælden, og en operation ikke var mulig. Kemo var den eneste vej.

Oven i det har lægerne fundet hormonreceptorer på den tumor, hun har i binyrerne. Hvilket lægerne ikke har set før. Og som en ekstra ondskabsfuld krølle på kræfthalen er også Anne Bechs blodprocent stærkt påvirket. Ikke mindst når hun er i kemobehandling.

»Så bliver den helt kritisk lav, hvilket de heller ikke har set før,« forklarer Anne Bech, som jævnligt må indlægges for at få blodtransfusion.

Selv om mørke skyer truer i horisonten, nægter fitnessekspert Anne Bech at lade modløsheden over at være ramt af kræft tage over.
Selv om mørke skyer truer i horisonten, nægter fitnessekspert Anne Bech at lade modløsheden over at være ramt af kræft tage over. Nikolai Linares

»Det positive ved at være meget speciel er, at de holder rigtig meget øje. De har ikke nogen at sammenligne med,« smiler hun.

Selv om hun af og til sendes til tælling af kemoen, træner hun stadig i den udstrækning, det er muligt. For hun ved, at hun bliver stærkere af det.

»Jeg går til akupunktur tre gange om ugen, sørger for at komme ud at motionere hver dag,« siger Anne Bech, som er drevet af både stædighed og ambition. Hun vil bare have det bedre. Gøre, hvad hun kan, for at blive helbredt.

Mens hun har fået bugt med vreden og frustrationen over at være ramt af kræft, har hun det til gengæld ikke med fornemmelsen af, at den er noget, hun har gjort ved sig selv.

Man kan ikke gå rundt og være bange hele tiden
Anne Bech om at tro på, at hun også vågner i morgen

»Jeg var sindssygt stresset for omkring 10 år siden, var ved at arbejde mig selv halvt ihjel. Så jeg synes ikke, at det er mærkeligt, at den sidder i binyrerne, som er dér, vi producerer stresshormoner,« siger hun tænksomt. Vel vidende, at en læge uden tvivl vil ryste på hovedet ad hende.

Kampen mod kræften er langtfra ovre for Anne Bech. Men håbet er stærkt og intakt.

»Hver dag man vågner op, tænker man, jeg er her jo også i dag. Så går det. For på et eller andet tidspunkt er jeg vågnet op nok gange til, at jeg fuldstændig som alle andre forventer, at også jeg vågner op igen i morgen. Sådan er man nødt til at se på det.«

»Man kan ikke gå rundt og være bange hele tiden. Det ødelægger ikke bare én selv. Men også børnene. Jeg er nødt til at vise, at jeg selv tror på det.«