Jannie og Karsten Ree har fejret nytår på Seychellerne, men et par stole i lufthavnen spændte ben for parrets solferie.
I en nytårshilsen på Instagram, afslører Jannie Ree, at den 76-årige iværksætter og investor kom lidt hovedkulds ind i det nye år.
»Han (Karsten, red.) er meget uheldig. Han er faldet i Nairobi lufthavn over to stole med en stang i midten, han faldt med panden først,« skriver hun under et billede af gemalen med et synligt blåt øje og et sår i panden.
Efter et par dage på Karsten Rees farm i Kenya skulle parret den 29. december rejse videre til Seychellerne, hvor de sammen med et vennepar skulle fejre nytår, men mødet med stolene gjorde ankomsten til det nye år lidt mere kaotisk end planlagt.

2021 har på flere måder været udfordrende for parret.
»Karsten og jeg har døjet med noget sygdom,« skriver hun med henvisning til den blærehalskræft, som Karsten Ree fik konstateret i 2014. Oveni blev han i november sidste år hasteopereret for nethindeløsning efter at have haft synsforstyrrelser i en periode.
I et interview til B.T. sagde Karsten Ree i december:
»Jeg har haft et sygdomsforløb, der har strakt sig over en årrække, og så ved man jo aldrig, hvordan det kan vende tilbage.«
Han frygter dog ikke døden, selvom han ved, den uundgåeligt kommer tættere på.
»Hvis der er noget, der hedder forår, sommer, efterår og vinter i livet, så må jeg være i gang med vinteren. 76 år er jo meget. Du kan jo tælle dit liv i dage, måneder og år, men der er sgu nok flest af dagene,« sagde Karsten Ree dengang.
Jannie Ree er dog mere optimistisk. Hun tæller stadig i år og ønsker, at 2022 bliver et »bedre år uden uheld« for dem begge:
»Tak for året der gik. Jeg ser frem til et nyt spændende år arbejdsmæssigt, og et nyt barnebarn i maj. Ser frem til dejlige stunder med alle dem, jeg holder af,« skriver hun.