»Da jeg fandt ud af, at Karsten var blevet myrdet, tænkte jeg 'puha. Jeg kender en, der er blevet myrdet'.«
Hun stopper sin sagte, eftertænksomme talestrøm. Stilheden breder sig i rummet og akkompagneres kun af hendes dybe vejrtrækning.
Så siger hun:
»Så gik der 10 år, og så blev den tanke til 'puha. Jeg kender en morder'.«
Morderen er Bente Gurli Kristensen, også kendt som 'Den Sorte Enke'. Karsten var hendes eksmand, det første offer for Den Sorte Enkes vrede og jalousi, der endte med at skabe en af Aalborgs største mordsager.
Kvinden, der kendte de to personer, er Bente Gurli Kristensens barndomsveninde, der efter at have gået årtier uden at sætte ord på sin historie, nu er klar til at fortælle, hvad det var for en Bente, hun kendte, inden det gik galt, og hvor de personlighedstræk, der endte med at være katalysatoren til samtlige mord, begyndte at tage form i den ellers søde, kærlige nordjyde fra Biersted.
Veninden er anonym. Redaktionen er bekendt med hendes identitet.
»Vi mødte hinanden i folkeskolen. Omkring 3.-4. klasse. Vi blev hurtigt gode venner, og jeg kom rigtig meget hjemme ved hende. Jeg var altid velkommen i hendes hjem.«
De var sammen næsten hver dag, hvor de legede helt indtil aftensmadstid, hvor veninden ofte spiste med ved Bente Gurli Kristensens forældre.
Men så kom de i teenagealderen, og Bente Gurli Kristensen mødte Karsten Kristensen, der skulle blive hendes første kæreste, mand og far til hendes to døtre.
»Der skete noget med hende, da Karsten kom ind i billedet. Når Bente og jeg var sammen hjemme ved hende, og Karsten kom derhjem, skulle jeg bare gå hjem, og det skulle være nu. Jeg måtte ikke se på ham. Jeg måtte ikke snakke med ham. Der var jalousi lige med det samme. Og når han så ikke var der, kunne jeg bruges igen. Jalousi, jalousi, jalousi. Det er nøgleordet.«
Det blev til sidst nok for veninden.
»På et tidspunkt tænkte jeg 'det her orker jeg ikke, lad mig komme væk fra det her'. Så da Bente fik to døtre med Karsten, og de fik nok at se til med det, gled jeg ud af hendes liv, og det passede mig fint. Vi svor, at vi skulle være veninder for altid og bevare kontakten, men det skulle vi ikke.«
Sidst hun havde kontakt med Bente Gurli Kristensen og manden Karsten, var, da hun sagde ja til at passe deres hund, da parret skulle giftes. Efter de hentede hunden, tilbragte hun aldrig tid med Bente Gurli Kristensen igen.
Nogle år senere, i 1992, var Karsten i nyhederne. Han var død.
»Jeg fik at vide, at han var brændt inde.«
Men det var ikke hele sandheden, veninden fik at vide. Karsten var blevet dræbt af Bente Gurli Kristensens nye unge kæreste, John. Hun ville ikke risikere at miste forældremyndigheden over sine døtre.
Det skulle ligne, at han var brændt inde i sit hjem. Men han kæmpede imod, da John kom ind i hans hus, og Karsten døede ved at få stukket en grillkniv i halsen.
»Karsten virkede som en rar person. Han fortjente i hvert fald ikke den afslutning, han fik.«
Bente Gurli Kristensen havde tvunget sin nye kæreste til at begå mordet for hende. Hun havde truet med at gå fra ham, hvis han ikke gjorde det.
10 år skulle der dog gå, før Bente Gurli Kristensens rolle i mordet kom frem, og den tidligere veninde ville få det fulde billede af, hvad det var for et menneske, Bente Gurli Kristensen havde formet sig til at blive.
Senere kom det også frem, at Den Sorte Enke i form af et lejemord havde forsøgt at skaffe John af vejen, fordi hun var bange for, at han ikke kunne holde tæt med, hvad der var sket. Heldigvis for John endte lejemorderne dog med ikke at gennemføre det.
Vi springer nu til 2002. Bente Gurli Kristensens ene datter har fået et barn med en mand, Dan Jensen, hun ikke længere er sammen med.
Han har lige fået tildelt samvær med deres datter, og det huer ikke Bente Gurli Kristensen.
En vrede er ved at bygge sig op i hende. Hun vil ikke acceptere samværet og var ifølge sin egen forklaring bange for, at han ville skade barnet under samværet. Hun vil af med sin ekssvigersøn og ender med at skyde Dan på åben gade med et oversavet haglgevær.
14 dage inden mordet støder veninden ind i Bente Gurli Kristensen.
»Jeg kunne ikke kende hende. Det billede, jeg har af hende, er en sød og pæn pige, men det jeg så den dag, var en skrøbelig ældre kvinde. Hun var slet ikke den pige længere.«
»Hun sagde 'hej', og jeg kunne slet ikke genkende ansigtet. Så vendte jeg mig om, og så smilte hun. Og så var der noget ved smilet, jeg genkendte. 'Er det Bente?' spurgte jeg. 'Ja, det er det!' svarede hun glad. 14 dage senere havde hun skudt sin svigersøn.«
Bente Gurli Kristensen bliver hevet i retten. Sandheden om mordet på Karsten og Dan samt det forsøgte lejemord på John kommer frem, og hun får en dom på 16 års fængsel.
»Jeg syntes, det var forfærdeligt. Jeg fik alle mulige billeder i hovedet af svigersønnen, der var vaklet hen mod Sygehus Nord og faldet sammen på parkeringspladsen. Jeg græd ikke rigtigt. Jeg skulle måske have snakket med nogen om det og få det bearbejdet, men det gjorde jeg ikke. Jeg syntes bare, det var forfærdeligt.«
»Når man hører om en morder, tænker man, at det må være et monster. Og så finder man ud af, at det er et ganske almindeligt menneske ligesom alle andre. Jeg kan slet ikke forholde mig til, at jeg har været veninde med hende. Men vi kan jo ikke vide, hvad folk indeholder.«
De gode minder om Bente Gurli Kristensen hænger da også ved hos veninden, men hendes gerninger overskygger dem.
»Jeg tror også, at de gode sider af Bente stadig var der, da hun gjorde de her ting. Men når noget stod i vejen for hende, blev hun farlig, og den side ved jeg ikke, hvor kommer fra. Det hun har gjort, er utilgiveligt.«
