Når store dele af Danmark fredag aften atter sætter sig til rette foran skærmen for at synge 'Fællessang – hver for sig', sidder der i hvert fald tre mennesker og skråler højere, end de plejer.

»De glæder sig jo til at blive ved med at se det, men med mig inde i fjernsynet,« siger Johannes Langkilde, som er det populære programs nye vært, om sin kone Sisse og deres to børn, Andreas og Emilie på henholdsvis 12 og 10 år.

For programmet – der har kørt og været en kæmpe succes på DR hver fredag, siden pandemien lukket landet ned – har fra starten været familiens yndlingsprogram.

»Vi har absolut set 'Fællessang' hver fredag, også fordi min datter Emilie er en rigtig sangmus, som går til sang og til klaver, spiller og synger hele tiden.«

Arkivfoto af Johannes Langkilde med familien, fru Sisse samt børnene Andreas og Emilie.
Arkivfoto af Johannes Langkilde med familien, fru Sisse samt børnene Andreas og Emilie. Foto: Bjarke Bo Olsen
Vis mere

»Musik er en stor del af vores hus og både mit og nu også Emilies liv. Og derfor har programmet i en tid, hvor jeg af gode grunde ikke kan øve med mit eget orkester, været en dejlig helle, hvor jeg med hele familien kan opleve nogle fantastiske kunstnere, få et skud musik og føle, at der er mennesker derude.«

Rollen som hele Danmarks samlende hyggeonkel har hidtil ligget hos Mads Steffensen. Men ved årets udgang stoppede han på DR, og fremover er det altså den populære nyhedsvært, der skal fylde de sko ud, som han gerne indrømmer er store.

»Men nervøs er jeg ikke. Jeg er spændt. Og grundlæggende bare glad i låget over at skulle gøre det,« siger 43-årige Johannes Langkilde, som ikke havde brug for den store betænkningstid, da han blev spurgt, om han ville overtage pladsen som vært for programmet.

Fra 22. januar er det Johannes Langkilde, som sammen med Katrine Muff skal sørge for, at danskerne får 'Fællessang – hver for sig'.
Fra 22. januar er det Johannes Langkilde, som sammen med Katrine Muff skal sørge for, at danskerne får 'Fællessang – hver for sig'. Foto: DR
Vis mere

»Jeg føler mig meget privilegeret over at arbejde i et mediehus, som er så bredt, at jeg også selv kan få lov til at brede mig. Og jeg er utrolig glad for, at der er nogen, der har set, at jeg også kan det her. At jeg får lov til at bruge alle mine interesser på én gang,« siger den musikalske nyhedsvært.

Men Johannes Langkilde lægger ikke skjul på, at glæden ved at være vært på programmet ikke alene skyldes det musikalske. Men også den coronatræthed, som også han mærker inde i sine knogler.

»Jeg er et meget socialt menneske, og i en tid, hvor man ikke kan falde i snak med folk så nemt, ikke kan møde nye mennesker eller dyrke dem, man holder af, så rummer programmet ikke kun det musikalske, men giver mig også en tro på, at vi som land stadigvæk er sammen om det her. Alt det nok skal gå alt sammen.«

»Så 'Fællessang' har givet mig fornyet energi. Det er et nyt projekt at kaste sig over og det er super inspirerende at skulle lave noget nyt, som gør, at jeg har det at fokusere på. Så kan jeg godt glemme det andet et par måneder endnu,« smiler han.