Mads Steffensen fortæller nu, hvorfor han efter 17 år pludselig har valgt at stoppe som vært på 'Mads og Monopolet' og i stedet skifter DR ud med podcast-tjenesten Podimo.

Det er lidt af en tidlig nytårsbombe, du kommer med. Er det noget, du har gået med længe?

»Ja, og nej. Det er jo en beslutning, der har ligget og ulmet i nogle år. Jeg synes, jeg har nået alle mine mål og prøvet så meget. Så nu vil jeg gerne prøve at skabe et andet arbejdsliv og tage min karriere et andet sted hen. Beslutningen er truffet her i december, og derfor er det hele også gået så hurtigt.«

Det store spørgsmål er jo, HVORFOR stopper du på DR? Du har haft kæmpe succes, jeg gætter på, at du fik en god løn, og nu skal du ud i en usikker fremtid?

»Jeg er da meget stolt af min DR-karriere og er meget taknemmelig for DR, som har skabt mit arbejdsliv i alle de her år. Nu har jeg – også i den her periode det sidste års tid – reflekteret over, hvordan jeg vil bruge mit liv, og nu, hvor jeg er blevet 50 år, har to voksne sønner og en stor teenagedreng, er det tid til at ryste posen.«

Det er ikke, fordi du er blevet uvenner med nogen ude på DR?

»Nej, jeg er ikke uvenner med nogen.«

Folkemødet 2016. Ordstyrer: Mads Steffensen hos PFA Pension
Folkemødet 2016. Ordstyrer: Mads Steffensen hos PFA Pension Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Sofie Linde satte jo den nye MeToo-bølge i gang i efteråret, hvor hun talte om store DR-kanoner. De er ikke, fordi du er indblandet i sådan en sag, at du må stoppe på DR?

»Nej, det er det ikke.«

Du skifter til Podimo. Det er indtil videre en noget mindre platform. Kommer du ikke til at gå voldsomt meget ned i løn?

»Det vil jeg ikke snakke om. Jeg snakker aldrig om sådan nogle ting. Jeg synes, det er en spændende virksomhed og projekt. Det er selvfølgelig en anden bane, end den jeg har spillet på. Jeg kommer ikke til at sende for over en million lyttere hver gang igen. Så det er da noget med, at man skal sætte sig ned på bageste række og bygge noget op igen, og det synes jeg er sjovt.«

Du skal lave 'Mads og A-holdet' på Podimo. Det lyder til at minde meget om 'Mads og Monopolet'?

»Det er i hvert fald et dilemma-søgende program med et panel af mennesker, som jeg finder interessante. Men det er jo på en hel anden bane. Jeg hører selv meget podcast og kan godt lide den fleksibilitet i det. Måske er der også lidt højere til loftet, og der er ikke musik og nyheder hver halve og hele time. Dilemmaerne hænger jo lidt ved mig, og det er noget, jeg er god til. Så jeg vil prøve at se, om jeg ikke kan skabe noget forfra igen.«

'Mads og Monopolet' har indtaget Smukfest. 'Monopolet' er Sara Bro, Stéphanie Surrugue og Simon Jul.
'Mads og Monopolet' har indtaget Smukfest. 'Monopolet' er Sara Bro, Stéphanie Surrugue og Simon Jul. Foto: Axel Schütt
Vis mere

Der er nok en masse faste lyttere, der bliver kede af, at du ikke er på DR længere. Hvad vil du sige til dem?

»Jeg vil sige 'tak, fordi I har lyttet med', og så håber jeg også, at de kan forstå, at man nogle gange efter så mange år har lyst til at prøve noget andet i sit liv. Og så håber jeg også, at det har været god radio, og at de har fået noget ud af det. Jeg har i hvert fald følt, at vi har gjort en forskel og været med til at binde landet sammen og give referencepunkter i forhold til, hvordan danskerne går og har det.«

Er der nogle af dine faste paneldeltagere, som har sagt, at de er med dig i det nye program på Podimo?

»Det ved jeg ikke endnu. Jeg håber, at nogen af dem er friske på det. Jeg har jo valgt dem med omhu, og de har givet så meget. Det er en lille familie, vi har haft, og vi har haft mange store oplevelser sammen. Men jeg ved det som sagt ikke endnu.«

Sara Bro overtager 'Monopolet' på DR. Du er ikke bange for, at du skal til at slås med hende om paneldeltagere?

»Nej, der kommer ikke nogen slåskamp fra mig. Jeg kommer ikke til at stille nogen krav om det ene eller det andet. Jeg vil bare sige held og lykke. Det er et fantastisk program, og hun overtager det, jeg altid har kaldt Danmarks bedste lyttere. Hun er en af mine venner, og jeg ønsker hende al held og lykke.«

Har du peget på hende som overtager af programmet?

»Nej, det har jeg ikke været inde over. Men jeg tænker, hun er en rigtig dygtig vært.«

Okay, så vil jeg bare ønske held og lykke med det hele.

»Tak, godt nytår.«