»Jeg tog en gaffel og fik klipsen ud. Det var ikke så sjovt, men bagefter var det fedt,« fortalte en 15-årig dreng fra Bredballe i 2004.

Klipsen var boret ind i hans penis, som han havde sat fast til et bord med en hæftemaskine.

Inspireret af tv-serien 'Jackass' havde han sammen med fire venner i alderen 10 til 15 lavet en hjemmeside, hvor de uploadede videoer af deres smertefulde stunts.

»En gang imellem er man bange. Man må jo tage en chance, og når man har lavet det, er man stolt – folk ser det, og så har man noget at grine af,« udtalte de til Vejle Amts Folkeblad, da 'Jackass'-feberen var på sit højeste.

Det er 21 år, siden Johnny Knoxville, Steve-O, Ryan Dunn, Bam Margera og de andre drenge fra 'Jackass' chokerede hele verden med deres primitive og frastødende stunts, som inspirerede alverdens børn og teenagere til at sætte ild til sig selv, kaste sig ud fra kørende biler eller kopiere andre af deres halsbrækkende stunts med utallige skader og flere dødsfald til følge.

Siden er Ryan Dunn blevet dræbt i en (ikke-'Jackass'-relateret) bilulykke, og Bam Margera er blevet udstødt af gruppen efter 'dårlig opførsel' og stofmisbrug og har desuden fået et polititilhold mod sine tidligere kollegaer.

Og med den afsluttende biograffilm 'Jackass 3D' fra 2010 troede man måske også, at konceptet var lagt i graven. Men til februar genopstår 'Jackass' med en fjerde spillefilm 'Jackass Forever'.

Det var den dengang 28-årige Johnny Knoxville, der fik den oprindelige idé til 'Jackass', da han arbejdede på et bureau, der blandt andet lavede reklamer for Bud Light og Mountain Dew.

Johnny Knoxville med sin familie i 2018.
Johnny Knoxville med sin familie i 2018. Foto: JEAN-BAPTISTE LACROIX
Vis mere

Men hans hjerte bankede for noget vildere. Så da der skulle laves pr for udstyr til selvforsvar, foreslog han at teste udstyret på sig selv. De fleste magasiner ville gerne trykke en artikel, hvor han sprøjtede peberspray i øjnene på sig selv og beskrev smerten fra en strømpistol. Men de turde ikke lægge spalter til, at han blev skudt med en pistol, mens han bar en skudsikker vest.

Det ville til gengæld skateboarding-magasinet 'Big Brother', som hyrede ham til at udføre de vilde stunts på video. Og da videoerne gik viralt, var 'Jackass' født.

Flere af magasinets andre skribenter blev tilknyttet, og med på holdet kom også skateboarderen Bam Margera, som allerede havde fået en fanbase ved at filme sig selv udføre stunts og pranks på sine venner og familie, hvoraf flere også kom til at medvirke i 'Jackass'-universet.

Og på et kræmmermarked i Fort Lauderdale fandt de Steve-O, der arbejdede som klovn og filmede sine vilde stunts, efter at være blevet uddannet på en klovneskole i 1997.

Instruktør Jeff Tremaine med Johnny Knoxville og Steve-O.
Instruktør Jeff Tremaine med Johnny Knoxville og Steve-O. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

Gruppen lavede en demo og gik tiggergang hos tv-stationerne, inden det populære 'Saturday Night Live' tilbød at give Johnny Knoxville et fast indslag. Men drengene ønskede mere kreativ frihed, og den kunne MTV give dem.

»Vi vidste bare, at der var en bunke fæhoveder derude, som havde en høj tolerance, hvad angår dumhed og smerte,« har MTV-direktør Van Toffler siden udtalt til Maxim.

Og det viste sig, at han fik ret. Det ugentlige program blev en kæmpesucces, og 'Jackass' blev solgt til flere lande – heriblandt Danmark, hvor TV 2 Zulu, som den nye frække dreng i klassen bød ind på programmet.

Det skulle dog sendes efter klokken 23, hvor børnene var lagt i seng, og som intro lavede Zulu-redaktør Palle Strøm en advarsel om 'ikke at prøve det her derhjemme'.

Det var alverdens unger selvsagt ligeglade med. Og efter tre år og alt for mange skader og dødsfald bad MTV drengene om at skrue ned.

I første sæson havde man set dem hoppe ud fra en timetervippe med stylter på eller lade sig vokse på hele kroppen. Men siden steg sværhedsgraden, og drengene indledte blandt andet en brydekamp med en anakonda i et boldbassin eller stak en fiskekrog gennem kinden for derefter at hoppe i hajfyldt farvand for at bruge sig selv som madding.

Den første sketch, som blev påvirket af MTVs skærpede dessiner, var en sketch, hvor Dave England spiser alle ingredienserne til en omelet for derefter at kaste op i en pande og stege det. Det måtte han gerne. Men resten af holdet skulle iføre sig beskyttelsesdragter for at undgå sundhedsskadelige dampe fra opkastet. Og opkast-omeletten skulle opvarmes til en bestemt temperatur.

Det fik ultimativt drengene til at droppe tv-serien, har de fortalt til Maxim. I stedet gik de til filmen, hvor tøjlerne var løsere.

Et billede fra den kommende 'Jackass Forever', hvor en tarantel er placeret i røret mellem de to medvirkende.
Et billede fra den kommende 'Jackass Forever', hvor en tarantel er placeret i røret mellem de to medvirkende. Foto: Paramount Pictures/MTV Entertainment Studios
Vis mere

Herudover lavede de et liveshow, som i 2003 slog vejen forbi Cirkusbygningen i København og fik en ung mand blandt publikum, Morten, til at komme op på scenen og først blive sparket hårdt i skridtet for derefter at blive stranguleret, til han dejsede op, lød det dengang i en reportage i Politiken.

En anden tilskuer indvilgede i at drikke en fremmed mands tis og klipse sin ene testikel fast til låret med en hæftemaskine, mens en tredje fik stukket en sammenrullet avis op mellem ballerne, inden der blev sat ild til den.

Om den nye Generation Z er lige så torskedum som dens ældre artsfæller, eller om publikummet til 'Jackass Forever' udelukkende vil bestå af mænd i 30erne, der i dag er mere drevet af nostalgi end af lysten til at drikke tis, må tiden vise, når filmen får premiere 4. februar.

Foreløbig er det blevet afsløret, at Steve-O i filmen vil forsøge at lave verdens største maveplasker i et badebassin med 700 liter opsamlet tis, mens Johnny Knoxville brækker håndled og ribben, får en hjernerystelse samt en blødning i hjernen, da han vil 'vise et trylletrick til en tyr'.

Johnny Knoxville brækker håndled og ribben, får en hjernerystelse samt en blødning i hjernen, da han vil 'vise et trylletrick til en tyr' i den kommende 'Jackass Forever'.
Johnny Knoxville brækker håndled og ribben, får en hjernerystelse samt en blødning i hjernen, da han vil 'vise et trylletrick til en tyr' i den kommende 'Jackass Forever'. Foto: Paramount Pictures/MTV Entertainment Studios
Vis mere

Noget tyder altså på, at intet har ændret sig, selvom de unge 'Jackass'-drenge er blevet midaldrende mænd.

Som Steve-O siger i traileren til 'Jackass Forever':

»Hjernerystelser er ikke så fede, men så længe du får dem, inden du fylder 50, er det okay. Og Knoxville er 49, så vi klarer den.«