Efter en optakt på mere end to år, er det endelig blevet afsløret, hvornår og hvordan det opsigtsvækkende retslige milliondrama på dansk grund mellem Skype-milliardæren Janus Friis og hans ekskæreste sangerinden Aura vil foregå. Advokat kalder retssagen et kæmpe 'ressourcespild'.

Det begyndte med 15 millioner kroner. Så blev det 32 millioner kroner. Og i 2017 steg det samlede søgsmål til omkring 57 millioner kroner. Beløbet er steget astronomisk, men efter mere end to og et halvt års dramatisk tilløb er der endelig blevet sat en dato for, hvornår og hvordan en del af millionkampen mellem det tidligere kærestepar, Skypestifteren Janus Friis, og hans tidligere forlovede, den danske sangerinde Aura, vil foregå.

Den længe ventede retssag mellem det tidligere kærestepar vil begynde i Københavns Byret den 10. september. Der er sat hele syv retsdage af til den civile sag, der handler om blandt andet uenighed om et lån på 15 millioner kroner samt om gyldigheden af en hemmeligholdelseserklæring, der angiveligt pålægger Aura ikke at udtale sig om Janus Friis.

Det er Janus Friis, der har stævnet sin ekskæreste, som bærer det borgerlige navn Maria Louise Joensen, da han mener, at hun skylder det store beløb.

Sagen er kun en del af et større sagskompleks mellem de to parter, der også tæller en anket sag i USA samt yderligere søgsmål for over 30 millioner kroner.

Auras advokat Bjarke Vejby kalder retssagerne meningsløse, da Aura ifølge ham ikke ejer værdier for noget, der bare nærmer sig de sagsøgte beløb.

Han kalder sagen et 'spøgelse fra fortiden', da forholdet mellem de to parter sluttede tilbage i 2014.

»Tænk på hvad det koster af penge. Det er formentlig det største resursespild i forbindelse med en ekskærestesag i dansk retshistorie. Men for de advokater, som jeg går ud fra møder for Janus Friis i byretten, bliver det da givet en fest. Vi taler om så mange retsdage, ringbind af bilag og forberedelse, at timeforbruget bare på denne ene sag nok ender på 2-300 timer pr. advokat«, udtaler han til BT og tilføjer, at han slet ikke kan forestille sig, at Janus Friis vil få medhold i sine påstande.

Kampen mellem de to tidligere forlovede begyndte tilbage i 2015, da det kom frem, at Janus Friis i USA havde stævnet sin ekskæreste i en opsigtsvækkende sag, efter at parret havde hævet deres forlovelse. Af retsdokumenterne fremgik det, at Friis beskyldte Aura for at være utro samt for at udnytte ham økonomisk, mens hun boede i en dyr bolig i Californien, som han havde lejet til hende. Derfor krævede han blandt andet, at hun returnede en forlovelsesring til over tre millioner kroner.

På grund af den tætte tilknytning til USA, mente Janus Friis, at sagen skulle foregå i USA, mens Aura og hendes advokat Bjarke Vejby mente, at parternes tilknytning til Danmark var større, så sagen skulle afholdes på dansk grund.

Den vurdering var retten i L.A. enig i, da den flere gange har afvist, at sagerne kunne foregå i USA med samme begrundelse. Friis har dog ikke opgivet sagerne, og han har anket flere af afgørelserne i USA, hvor sagerne fortsat genbehandles.

Dertil kommer nye søgsmål. Senest blev Aura i sommer sagsøgt for to mio. dollars i USA svarende til lidt over 13 mio. kroner af selskabet ECA, som Janus Friis kompagnon og ven Mark Dyne, der tidligere har været bestyrelsesmedlem i Skype, står bag.

Både Bjarke Vejby og Auras amerikanske advokat mener, at de mange søgsmål er chikane mod den danske sangerinde.

»Efter min mening er 'legal stalking' (forfølgelse, red.) en god måde at beskrive Friis’ brug og misbrug af retssystemet til at chikanere og skade Aura. Han ved, at Aura på ingen måde vil kunne betale noget af det, som han eventuelt vil få medhold i, og han har tidligere udtalt til Berlingske, at pengene ikke har nogen betydning for ham,« udtalte Auras amerikanske advokat Gregory L. Smith til BT sidste år.

Bjarke Vejby oplyser, at han har tilbudt Janus Friis' danske advokat, Peter Lambert, at indgå forlig, så Janus Friis kan få sin ring retur mod at stoppe sagerne. Forslaget er ikke blevet besvaret.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Janus Friis. Hverken hans danske agent eller advokat Peter Lambert er vendt tilbage på vores henvendelse.

Janus Friis har i et interview med Berlingske i april 2016 udtalt, at årsagen til søgsmålene ikke handler om hævn - men om retfærdighed.

»På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg i virkeligheden var blevet udnyttet. Det handler om et dobbeltliv. Der var et mønster. Det kom til et brud, og det blev besluttet at tilbagekalde lånet,« forklarede han.