Mangemillionæren Andreas Helgstrand er blevet stenrig på at sælge og opdrætte dressurheste. På under 10 år har han tjent over 350 millioner kroner.

Men ambitionerne er langtfra indfriet. Hesteimperiet skal udvides, og nu vil han satse på noget nyt, fortæller han til B.T.

»Det er lidt sjovt. Det er blevet sådan lidt en konkurrence i, hvor langt kan vi komme med det. Og det er jo ikke for pengenes skyld mere. Jeg og mine børn kan jo klare os resten af vores liv, så det er jo bare gået godt, og jeg er glad for det, og så vil jeg bare se, hvor godt jeg kan gøre det forretningsmæssigt,« siger den 42-årige rigmand.

Hvad han fremover vil udvide imperiet med, vender vi tilbage til.

Andreas Helgstrand med sin kone, Marianne, og parrets to sønner, Alexander og William.
Andreas Helgstrand med sin kone, Marianne, og parrets to sønner, Alexander og William. Foto: Helgstrand Dressage
Vis mere

For historien om Andreas Helgstrand starter i Dragør på Amager.

Med en opvækst hos sin hesteinteresserede overlægefar havde han næppe drømt om, at han en dag skulle blive en af Danmarks måske snart rigeste. Faderens hesteinteresse smittede af på sønnen, der blev berider.

Hurtigt blev han så god, at han blev førsterytter på et af Danmarks største stutterier – Blue Hors – ejet af Danmarks rigeste mand, Lego-milliardær Kjeld Kirk Kristiansen.

Her høstede Helgstrand OL-og VM-medaljer med milliardærens heste indtil den dag i 2008, hvor han besluttede sig for at blive selvstændig.

Andreas Helgstrand vandt OL-bronze i 2008 sammen med det danske dressurlandshold. Her ses han sammen med Anne vaan Olst (tv.) og prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein (midt).
Andreas Helgstrand vandt OL-bronze i 2008 sammen med det danske dressurlandshold. Her ses han sammen med Anne vaan Olst (tv.) og prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein (midt). Foto: DAVID HECKER
Vis mere

Det var den tidligere Keops-rigmand Ole Vagner, der gav ham idéen.

Helgstrand havde hjulpet den hesteglade millionær med at finde en hest til hans kone, og som tak for hjælpen var han blevet inviteret med på en ferie på Vagners båd i Caribien.

Dressurrytteren blev så betaget af den luksuriøse livsstil, at han spurgte Vagner, hvordan man fik råd til sådan en båd, hvortil Vagner svarede, at man blev selvstændig.

Som sagt så gjort, og med en god millionstøtte fra Ole Vagner i ryggen åbnede Helgstrand sin salgsstald i Vodskov i Nordjylland.

Siden er det kun gået én vej for Helgstrand. Fremad.

Millionerne vælter ind i hestevirksomheden, og i 2018 solgte han 51 procent af Helgstrand Dressage til kapitalfonden Waterland.

Salgsprisen er ukendt, men det seneste regnskab for Helgstrands selskab Wama Consult, hvorigennem han ejer sine hestevirksomheder, viser en egenkapital på 356 millioner kroner.

»Planen er, at nu skal vi bare vækste noget mere, og vi skal arbejde os ind mod andre discipliner som springning. Der er jo 1000 veje at gå i den her hestebranche, den er kæmpestor, og vi er meget aggressive i USA, hvor vi gerne vil udvide,« siger rigmanden med henvisning til den afdeling i Florida, som han åbnede i 2017.

Andreas Helgstrand sammen med sin kone, Marianne.
Andreas Helgstrand sammen med sin kone, Marianne.
Vis mere

Dressurrytteren er de seneste år blevet kendt for sine ekstremt dyre indkøb på hesteauktioner.

Og som B.T. kunne berette mandag, er rigmanden netop endt i en ballade om, at auktionarius på dette års auktion i tyske Verden overså hans bud på over 14 millioner kroner på en hest.

Helgstrands motto er, at alt er til salg, og det – mener han – er nøglen til succesen.

Derfor ser man ham ikke længere så ofte ved de store konkurrencer. For han sælger hestene, når de bliver gode.

Det er flot og luksuriøst hos Helgstrand Dressage ved Vodskov nord for Aalborg, hvor Andreas Helgstrand holder til.
Det er flot og luksuriøst hos Helgstrand Dressage ved Vodskov nord for Aalborg, hvor Andreas Helgstrand holder til. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Hos andre er hestene jo ofte ejet af nogle, der har råd til at beholde dem – og som hellere vil have oplevelsen end pengene, men her har det bare været en forretning, og nu er vi 100 ansatte efterhånden, og der skal altså også noget igennem butikken for at betale løn og omkostninger,« lyder det fra Helgstrand.

Han anslår, at han sælger mellem 100 og 150 heste om året.

»Hvis jeg ved et tilfælde har en, der ikke lige er blevet solgt, så vil jeg da gerne til OL, men umiddelbart så er det jo en butik, hvor vi gerne skal have alt til salg, så folk gider at komme her,« siger han og tilføjer:

»Hvis man begynder at holde de 10 bedste væk hele tiden, så gider folk jo ikke at komme.«

Andreas Helgstrand skrev sig ind i den internationale rideverden, da han blev nummer to ved VM i 2006 på den skimlede hoppe Blue Hors Matine, der var ejet af Kjeld Kirk Kristiansen.
Andreas Helgstrand skrev sig ind i den internationale rideverden, da han blev nummer to ved VM i 2006 på den skimlede hoppe Blue Hors Matine, der var ejet af Kjeld Kirk Kristiansen. Foto: JOCHEN LUEBKE
Vis mere

Og det er vigtigt, at køberne bliver ved med at komme. For flere heste bliver solgt til store millionbeløb.

Den tidligere ejer af Skagen Ure Charlotte Jorst har fortalt til B.T., at hun har købt en hest af Helgstrand, som oprindeligt kostede 22 millioner kroner. Hun fik den dog lidt billigere.

Andreas Helgstrands rideinteresse har også smittet af på hans ældste søn, 16-årige Alexander Helgstrand, der i år har vundet EM for ponyer. Og han er velkommen til at føre det nordjyske hesteimperium videre:

»Det ville da være dejligt. Det ville vi da mere end gerne. Indtil videre vil han gerne, men lad os nu se,« lyder det fra farmand.