I et nyt interview fortæller Anne Linnet åbenhjertigt om forholdet til den 27-årige jurastuderende Kathrine Kjær.

»Vi planlægger julebryllup,« siger 65-årige Anne Linnet i et interview med Ud & Se.

I juli 2018 annoncerede sangerinden, at hun var blevet forlovet med sin nye kærlighed, 27-årige Kathrine Kjær, og nu skal brylluppet altså snart stå.

I interviewet fortæller hun videre, hvordan hun første gang mødte sin nu snart bedre halvdel efter en af hendes koncerter på Det Kongelige Teater.

En fælles bekendt havde overtalt Kathrine til at tage med til koncerten, hvor Kathrine efterfølgende var blandt 50 personer, som var kommet backstage.

»Jeg så hende straks gennem mængden, og jeg holdt så lige blikket det ekstra for at se, om jeg havde set rigtigt. Det gjorde hun også, og vore blikke mødtes,« siger hun til Ud & Se og fortsætter:

»Jeg var nødt til at gå lidt, for der var en journalist, der skulle have et interview, men hun (Kathrine, red.) var der heldigvis, da jeg kom tilbage. Jeg gik direkte hen til gruppen, hun stod i. 'Jeg har set dig før', sagde jeg. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke sove. Jeg vidste godt, at der var sket noget. I dag ved jeg, at Kathrine heller ikke kunne sove,« siger hun.

Det skulle dog vise sig, at parret allerede havde mødt hinanden tidligere - under en koncert i Frederikshavn.

Anne Linnet har været en del af den danske musikscene siden 1970'erne. Hun har udgivet adskillige soloalbum og været medlem af Tears, Shit & Chanel, Anne Linnet Band og Marquis de Sade.
Anne Linnet har været en del af den danske musikscene siden 1970'erne. Hun har udgivet adskillige soloalbum og været medlem af Tears, Shit & Chanel, Anne Linnet Band og Marquis de Sade. Foto: Johan Gadegaard
Vis mere

Her havde Anne Linnet helt usædvanligt bedt vagten invitere Kathrine ind bag scenen. Noget hun ellers aldrig gør. På daværende tidspunkt var Kathrine dog ikke interesseret.

Efter koncerten på Det Kongelige Teater har de to dog været uadskillelige, og snart siger de ja til hinanden.

Anne Linnet har været gift to gange før. Først med Holger Laumann, siden med Tessa Franck. Hun er desuden mor til fem biologiske børn med tre forskellige partnere samt to adopterede børn.

Inden brylluppet skal stå, rejser Anne Linnet fra maj måned rundt i landet sammen med Lis Sørensen og Sanne Salomonsen i forbindelse med deres 'Anne, Sanne og Lis'-turné, som varer hele sommeren.