»Det er simpelthen så sjovt. Vi nyder hinandens selskab og at dele ansvaret igen.«

»Vi mærker vores stemmer og klange sammen. Det er bare så hyggeligt og dejligt at gøre vores publikum glade,« siger Sanne Salomonsen.

Hun har netop sunget foran tusinder af mennesker i Royal Arena i København sammen med Anne Linnet og Lis Sørensen.

»Vores musik har været en del af mange menneskers liv, og det, kan vi mærke, rører publikum. De bliver bare rørt, og det gør vi også selv, når vi står der.«

Stemmerne er som sød musik efter trioens succesfulde koncerter. Her er ikke en gnidning at afsløre mellem trioen, der ser frem til sommerens koncerter.

Det er første gang i 38 år, at de står sammen på en scene igen. De har været sammen siden marts.

»Ingen af os har de sidste 38 år tænkt, at det ville ske igen,« siger Lis Sørensen og tilføjer:

»Men vi har alle sammen vidst, at siger vi ja til det her, siger vi ja til hinanden. Og så siger vi ja til, at det skal lykkes. Og det ligger som et fundament for os.«

On May 16th 2019 Danish icons Anne Linnet, Sanne Salomonsen and Lis Sørensen started off their frist joint tour in 30 years at Gigantium in Aalborg. Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen, Anne Sanne Lis, ses her ved deres turnestart i Gigantium i Aalborg, torsdag den 16. maj 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
On May 16th 2019 Danish icons Anne Linnet, Sanne Salomonsen and Lis Sørensen started off their frist joint tour in 30 years at Gigantium in Aalborg. Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen, Anne Sanne Lis, ses her ved deres turnestart i Gigantium i Aalborg, torsdag den 16. maj 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Sanne Salomonsen bekræfter.

»Fordi vi er så erfarne, har vi et fælles fokus. Vi har også længtes efter det. Og jeg kan mærke: Gud, jeg har alligevel savnet dem mere, end jeg var klar over,« siger Sanne Salomonsen.

Det er tæt på danmarkshistorie at opleve trioen sammen igen. I 1980'erne fandt de formen. Sammen og hver for sig.

Anne Linnet skabte hvid magi i det mørkeste læder, Lis Sørensen sang, så hjerterne faldt fra himlen til jorden, og så kærligheden kaldte i Sannes kæmpehit.

De udfordrede den mandsdominerende musikscene på egne præmisser.

Her tre årtier senere sidder de om et rundt bord på toppen af Trapmonto, en nyåbnet tag- og luksusrestaurant i Carlsbergbyen, i forbindelse med deres otte kommende grønne koncerter.

Anne Linnet er forbavsende tavs, indtil hun tager ordet.

»Vi har skrevet en ny tekst, der hedder 'Kærlighed og empati', og som siger det meget godt, hvorfor vi er sammen igen.«

»Vi kan tage et vers hver til den unge mand. Vil du have læst den op?« spørger Lis Sørensen.

Og de læser op, indtil de begynder at synge omkvædet i kor:

»Vi ved, hvad vi vil, og hvad vi finder, når fortidens stemmer slippes fri, når egoer smelter sammen i kærlighed og empati.«

Kærligheden mellem dem lægger op til spørgsmålet om fremtiden. Sanne Salomonsen tager ordet.

»Vi skal alle sammen noget andet til næste år, så når vi er færdige, vil vi reflektere og sende en helvedes bunke sms'er til hinanden, fordi vi kommer til at savne hinanden.«

»Men vi har ikke taget stilling til fremtiden.«

Altså ud over de grønne koncerter, hvor de skal optræde, men ikke selv ud og høre koncerter. Anne Linnet har aldrig været der som gæst.

»En aften har jeg stået til en D-A-D-koncert, men festen for os er jo inde bagved. Der er skide sjovt backstage,« siger Sanne Salomonsen.

Lis Sørensen har været der engang i 90'erne.

»Jeg kan sgu ikke huske, hvad vi hørte,« siger hun.

Og nu er det, B.T.s udsendte vil vide, hvem af dem der er størst diva.

»Hvor er du sød. Jeg tror sgu, vi er blevet divaer alle sammen,« siger Lis Sørensen.

»Selvom der ikke er plads til divaer, for det handler om musikken, og vi er rummelige. Vi sidder i en bus i syv timer for at fyre den af,« siger Sanne Salomonsen.

De taler om, at livserfaring og ansvarsfølelser gør dem til divaer, men det er ikke helt det, B.T. sigter efter.

»Vil du have, at vi skal være fisser? At vi skal være krukkede hystader,« spørger Sanne Salomonsen.

»Man kan da godt blive lidt krukket, når der er noget, der ikke er, som det skal være,« siger Lis Sørensen.

Sanne bryder ind:

»Lige før blev vi interviewet af en, der ikke havde lavet sin research, og jeg siger: 'Ved du hvad, du kommer tilbage, når du kan dit lort.' Det er en divating.«

Sammen nåede de at udgive pladerne 'Anne Linnet Band' fra 1981 og 'Cha Cha Cha' fra 1982 og give et hav af koncerter. Anne Linnet hittede i 80'erne med nummeret 'Tusind stykker', og pladen 'Jeg er jo lige her' blev en af danmarkhistoriens bedst solgte.

Sanne Salomonsen sang med Sneakers og fik senere en hitpræget solokarriere, mens Lis Sørensen solgte 350.000 eksemplarer af 'Hjerternes sang' og blev udødeliggjort på nogle af Sebastians største hit.

Grøn Koncert afholdes i otte byer fra 18. til 28. juli over hele landet.