»Han har det virkelig, virkelig godt,« siger hun og er næsten ved at svulme over af glæde. Glæde over, at hendes søn er vristet ud af kræftens klamme favntag og erklæret rask.

»Rigshospitalet tager stadig blodprøver og tjekker ham, men kigger ikke efter cancer. De skal blot sikre, om han vokser og udvikler sig, som han skal,« fortæller Anne-Grethe Bjarup Riis med taknemmelig glans i øjnene.

Men det er først nu, fem år efter at hendes dengang otteårige søn Gilbert fik konstateret leukæmi, og to et halvt år efter at han tog den sidste kemopille, at hun kan sige det af hele sit hjerte.

»Sådan et forløb trækker bare efterdønninger med sig. Det er slet ikke ovre, når han tager den sidste pille. Først der skal vi begynde at reparere os selv,« lyder det fra den kendte skuespiller og instruktør.

Hun indrømmer blankt, at det har været nogle umenneskeligt hårde år, som familien nu prøver at lægge bag sig.

År, hvor de har været slidt ned til sokkeholderne. År, hvor de flere gange var tæt på at miste Gilbert, når komplikationer stødte sig til, og hans svækkede lille krop ikke var rustet til at tage kampen op.

»Gilbert har sluppet den voldsomme dødsangst, han fik. Men det er først det seneste år, at han har sovet i egen seng. Indtil da har vi ligget i ske, helt tæt, hver eneste nat,« siger Anne-Grethe Bjarup Riis om de år, hendes søn skulle have brugt på at være en ubekymret og glad dreng, der gik i skole og spillede fodbold.

Men også datteren Yrsa – som nu er 16 – har været voldsomt berørt af broderens sygdomsforløb. Både mens det stod på og efter.

Anne-Grethe Bjarup Riis med sin tre børn Yrsa, Gilbert og Osvald. Osvald har med sin første mand. Gilbert er i dag 13 og for længst erklæret rask.
Anne-Grethe Bjarup Riis med sin tre børn Yrsa, Gilbert og Osvald. Osvald har med sin første mand. Gilbert er i dag 13 og for længst erklæret rask. Foto: Anthon Unger
Vis mere

»Det er kendt inden for psykologien, at søskende bliver ramt meget hårdt og bliver skyggebørn,« forklarer hun og fortsætter:

»For selv om vi selvfølgelig har været der for hende, har hun følt, at der kun var fokus på ham, at jeg ikke så hende. Og det er smerteligt som mor at stå fuldstændig hjælpeløs, fordi der er så meget, der skal gå til det syge barn,« siger hun med smerte i stemmen.

»Oveni det har hun også været bange for at miste ham. Det begynder hun at åbne op for nu. Fortæller, at hun ikke kunne sove om natten, fordi hun var bange for, at der pludselig kom en ambulance og hentede ham, og han kunne risikere at dø.«

»Alle de voksenbekymringer har den lille pige også haft, og Yrsa har måttet gå i terapi meget længere tid, end Gilbert har haft behov for,« fortæller hun om datteren, som var 11, da lillebroderen blev ramt af kræft.

»Familiemæssigt er det først nu, at vi rigtig kan se et lys, at det er begyndt at falde ned i et leje, hvor der er rart at være.«

Men én ting slipper hende ikke taget i hende lige foreløbig. Frygten.

»Bare vi taler om det, får jeg en klump i halsen. Mere skal der ikke til,« siger Anne-Grethe Bjarup Riis og kæmper med gråden, der presser sig på.

»Der sidder nogle voldsomme ar indeni, og selv om lægerne siger, at alt er godt, ved jeg jo godt, at han kan risikere at få en anden cancersygdom, så jeg er pissebange stadigvæk.«

Selvom det er mere end to år siden, at hendes søn blev erklæret rask, sidder frygten for tilbagefald stadig i Anne-Grethe Bjarup Riis.
Selvom det er mere end to år siden, at hendes søn blev erklæret rask, sidder frygten for tilbagefald stadig i Anne-Grethe Bjarup Riis. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Og jeg kan ligeså godt ærligt sige, at jeg ikke er en af de typer, der her bagefter siger 'sikke en selvudvikling'. Det, vi har været igennem, er ikke godt for noget som helst, og jeg havde gerne været det foruden.«

»Selv om jeg er glad og lettet over, at min søn i dag er rask, og jeg bestemt ikke går og er bange i hverdagen, er livet bare blevet mere skrøbeligt.«