»Livet er blevet mere skrøbeligt samtidig med, at vi sætter mere pris på det. Det skal simpelthen bare leves.«

Sådan siger Anne-Grethe Bjarup Riis taknemmeligt om dét sted, hun og hendes familie er i dag. To et halvt år efter, at hendes nu 13-årige søn Gilbert tog sin sidste kemopille. Og er erklæret rask.

Men at det, før de nåede hertil, var grusomt opslidende at være i, blev den 54-årige skuespiller og instruktør smerteligt mindet om, da hun besluttede at skrive en bog om sin dengang otteårige søns kamp for sit liv og de voldsomme dønninger, sygdommen trak med sig ind i familiens ellers sunde kerne.

»Det har været forfærdeligt at være tilbage i det. Men det har også healet. Jo flere tårer jeg tuder, jo bedre får jeg det.«

I dag kan hun grine igen, men da sønnen Gilbert blev syg, var alt en kamp for overlevelse. Hans og hele familiens.
I dag kan hun grine igen, men da sønnen Gilbert blev syg, var alt en kamp for overlevelse. Hans og hele familiens. Bax Lindhardt

Men én ting er ikke helet inden i hende. Vreden. Vreden over at være ladt i stikken.

»Jeg har så meget ydmyghed over, at Gilbert er blevet rask. Og Rigshospitalet har været fantastiske. Men,« starter hun og har tydeligvis noget på hjerte.

Sønnens lange sygdomsforløb sendte Anne-Grethe Bjarup Riis og hendes mand Bo helt i knæ. Derud, hvor de hang i de tyndeste tråde og havde voldsomme sammenstød.

Sammenstød, der i stor udstrækning kunne have været undgået, hvis de havde fået den psykologhjælp, som de havde brug for, er hun overbevist om.

Vi har travlt nok med bare at kunne stå op
Anne-Grethe Bjarup Riis om ikke at blive hjulpet

For selv om hospitalet i pjecer tilbyder psykologhjælp, er det op til patientens pårørende selv at tage kontakt.

»Og vi har travlt nok med bare at kunne stå op i det hele taget og være der for vores helt nære familie,« siger hun med dybe bekymringsrynker i panden.

»Mit ønske-scenario var jo, at hun opsøgte os. For vi kan ikke række ud, heller ikke til venner og familie, vi har ikke det overskud. Bolden skal ikke ligge hos os.«

»Og når man føler, at man står alene med det, så er det dét menneske, der er tættest på, man reagerer på,« siger Anne-Grethe Bjarup Riis om parrets opslidende og destruktive sammenstød.

Anne-Grethe Bjarup Riis er overbevist om, at de voldsomme sammenstød mellem hende og hendes mand kunne have været undgået, hvis de havde fået hjælp.
Anne-Grethe Bjarup Riis er overbevist om, at de voldsomme sammenstød mellem hende og hendes mand kunne have været undgået, hvis de havde fået hjælp. Bax Lindhardt

Statistikken understøtter hendes ord. For 80 procent ender med at blive skilt, mister venner og familie efter et forløb som deres. Og hendes håb er, at hun med bogens hudløse ærlighed kan hjælpe andre til ikke at nå så langt ud, som de gjorde. En beslutning, som hendes mand bakker hende op omkring.

»Vi fik ikke psykologhjælp, ingen i den øvrige familie støttede op. Vi stod alene. Derfor er vi begyndt at fortælle en anden historie om Anne-Grethe og Bo, der hedder, at derud må man ikke komme. At hvis du bliver ladt i stikken, kan du risikere at se sådan her ud,« siger Anne-Grethe Bjarup Riis, hvis børn også har været inddraget i beslutningen.

»De ved godt alt det, som jeg skriver om. Ungerne har jo hørt, at der blev smækket nogle døre, at der var tumult.«

»At det skete, og at det ikke skal ske igen, er noget, som vi har arbejdet med i vores familie. Det skal ikke puttes under gulvtæppet for at skåne dem,« mener Anne-Grethe Bjarup Riis, som i bogen også graver i sin egen fortrængte fortid for at forstå såvel sig selv og sine egne reaktioner som sin øvrige familie.

Anne-Grethe Bjarup Riis med sin tre børn Yrsa, Gilbert og Osvald. Osvald har med sin første mand. Gilbert er i dag 13 og for længst erklæret rask.
Anne-Grethe Bjarup Riis med sin tre børn Yrsa, Gilbert og Osvald. Osvald har med sin første mand. Gilbert er i dag 13 og for længst erklæret rask. Anthon Unger

»Det tror jeg også gavner børnene. Yrsa og Gilbert får hele billedet. Ikke kun den isolerede historie om mor og far, der røg i totterne på hinanden,« siger hun.

Heldigvis klarede hendes familie sig gennem den voldsomme livskrise. Men at det har været hårdt at genetablere fodfæstet, lægger hun ikke skjul på.

»Vi fik en krise proppet ned over os og et mørke, som er fuldstændig umenneskeligt, og det er stadig ikke helt forståeligt, at vi overhovedet kom gennem det.«

»Heldigvis er vi gode til at snakke om tingene. Vi holder sammen. Jeg vil min familie. Insisterer på kærligheden og tilgivelsen. Stille og roligt er vi kommet ind på hinanden igen oven på den voldsomme sorg, vi allesammen fik.«

Sønnens sygdomsforløb tog så hårdt på Anne-Grethe Bjarup Riis og hendes mand Bo, at de røg i totterne på hinanden.
Sønnens sygdomsforløb tog så hårdt på Anne-Grethe Bjarup Riis og hendes mand Bo, at de røg i totterne på hinanden. Mogens Flindt

Men det har krævet masser af terapi og samtaler. Både med Rigshospitalets præst og en psykolog, da de endelig havde luft og overskud til at opsøge hjælpen.

»Nogen i sundhedssektoren skal læse den her bog,« siger hun og fortsætter:

»Vi vil belyse, hvordan det er. Også for at læger og sygeplejersker kan lære af den,« siger Anne-Grethe Bjarup Riis, der har masser af ros til store dele af hospitalsvæsenet, men bestemt også haft mange uheldige oplevelser.

»Hvis vi skal den høje skilsmisseprocent til livs, skal der ansættes flere psykologer, som skal være opsøgende. Det kan simpelthen ikke nytte at bruge sparekniven der, for det har så voldsomme konsekvenser for familien.«

'I Guds rige' er netop udkommet på Politikens Forlag