Hun ligner sig selv og lyder, som hun altid har gjort. Glimtet i øjet. Den ravjyske dialekt. Hende den skrappe, der ikke fejer noget ind under gulvtæppet og kan trænge de fleste op i en verbal krog. Hende, der på et splitsekund kan bryde ud i en hjertelig latter, der er synlig i hele ansigtet. Men indeni er intet, som det var.

»Det har været skræmmende at være dér, hvor jeg har været. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg er en anden i dag,« erkender Anne-Grethe Bjarup Riis.

Fem år er der gået, siden det trygge og kærlige fundament under hendes familie slog brutale revner.

Sønnen Gilbert fik konstateret leukæmi. Han kunne dø mellem hænderne på dem. Forsvinde fra dem, før livet for alvor var begyndt. Han var otte år gammel.

Sønnen Gilbert var kun otte år, da han fik konstateret leukæmi.
Sønnen Gilbert var kun otte år, da han fik konstateret leukæmi. Foto: Privat
Vis mere

Men den nådesløse og opslidende kamp, der fulgte, var ikke kun en kamp for Gilberts liv. Det var også en kamp for at holde sammen på en familie og et ægteskab.

'I Guds rige' hedder 54-årige Anne-Grethe Bjarup Riis' nye bog, hvor skam og skyld er sparket til hjørne, og hun uden filter fortæller om alle kampene. Om at nå så langt ud i de menneskelige tove, at man ryger i totterne på hinanden. Så langt ud, at hendes mand slog hende. Og hun slog igen.

»Jeg vil gerne bryde nogle tabuer med det her. For vi er mennesker, og mennesker er også uperfekte. En gang imellem smutter værdierne. Og jeg kan meget bedre rumme mig selv og sygdomshistorikken ved at sige: 'Det var jo sådan, det var'. Både det lyse og det mørke,« forklarer Anne-Grethe Bjarup Riis om den hudløse ærlighed, hun lægger for dagen.

»Ellers synes jeg, at det er uinteressant. Min mission er, at det kan blive lettere for andre at komme igennem sådan en krise. Så posen bliver rystet. Lad os sige det på den måde,« smiler hun skævt.

Hun husker chokket, der ramte dén dag i 2015, hvor de fik beskeden og skulle overbringe den til deres lille søn. Husker, at hun ikke måtte bukke under. Det var nu, hun skulle være stærk.

Forude ventede toethalvt års kemobehandlinger. Hvis han klarede den. En ud af fire gør det ikke.

»Når en sygdom spænder over så lang tid, så er du alert 24/7, og det slider. Det er nærmest som at have været i en krigszone, fordi døden er så tæt på,« siger Anne-Grethe Bjarup Riis, som både skulle være overskuds-moren, der af hele sit hjerte prøvede at lette den tunge byrde på sønnens skuldre, og samtidig efterhånden selv kun hang fast i klippekanten med det yderste af neglene.

»Man bliver så slidt, så slidt. Vi kunne simpelthen ikke mere. Vi afreagerede på hinanden, kom op at toppes. Og det var det mest forfærdelige.«

»Vi blev mere og mere frustrerede og vrede og kede af det, for vi kunne ikke komme af med noget af det. Hverken når lyset var tændt eller slukket.«

»Når det var slukket, drak vi måske lidt vin for at slappe af. Og det er ikke sundt, når det er for meget. Og det blev for meget en aften,« siger Anne-Grethe Bjarup Riis om dén aften, hvor de ophobede frustrationer fra det lange sygdomsforløb kulminerede.

Hvor Bo slog Anne-Grethe.

»Men jeg slår jo igen!« understreger hun.

Sønnens sygdomsforløb tog så hårdt på Anne-Grethe Bjarup Riis og hendes mand Bo, at de røg i totterne på hinanden.
Sønnens sygdomsforløb tog så hårdt på Anne-Grethe Bjarup Riis og hendes mand Bo, at de røg i totterne på hinanden. Foto: Mogens Flindt
Vis mere

De var – forklarer hun – kommet derud, hvor det hele tændte af.

»Når du bliver slidt så meget ned, begynder din styrke, dit ansvar, din voksenhed, hele dit moralske kodeks at drysse af dig. Jeg følte mig som et råt amoralsk menneske. Jeg var ikke i stand til at holde noget nede, som jeg plejede.«

»Jeg blev jaloux, jeg blev rasende, jeg blev alle de ting, man ikke må blive i et forhold. Var irettesættende hele tiden, og gamle traumatiske følelser af svigt, som lå dernede og rodede, kom op til overfladen,« forklarer Anne-Grethe Bjarup Riis om dét mentale skred, der gradvist åd sig længere og længere ind i deres ellers velfunderede forhold. Som kunne – hvis ikke kærligheden havde været så stærk – have fået det til at kollapse dén aften, hvor afmagten kom til udtryk i vold.

»Vi er ikke ude i hustruvold. For vi er altså ikke sådan nogle, som slår på hinanden, vi er søde mennesker,« skynder hun sig at understrege med latter i øjnene og fortsætter så:

»Men det var næsten eksplosivt.«

»Det er virkelig chokerende, at du kan komme derud som menneske. Jeg forsvarede mig jo som et urmenneske. Det var simpelthen så skræmmende,« siger hun om den voldsomme aften.

Ægteskabet overlevede. Gilbert heldigvis også og fik for toethalvt år siden sin forhåbentlig sidste kemopille. Er erklæret rask.

Familien er langsomt blevet helet igen. Selv om der bor ar i dem alle, der aldrig forsvinder.

Anne-Grethe Bjarup Riis med sin tre børn Yrsa, Gilbert og Osvald. Osvald har med sin første mand. Gilbert er i dag 13 og for længst erklæret rask.
Anne-Grethe Bjarup Riis med sin tre børn Yrsa, Gilbert og Osvald. Osvald har med sin første mand. Gilbert er i dag 13 og for længst erklæret rask. Foto: Anthon Unger
Vis mere

»Vi fik en krise proppet ned over os og et mørke, som er fuldstændigt umenneskeligt og det er stadig ikke helt forståeligt, at vi overhovedet kom gennem det.«

»Men vi insisterer jo begge på, at vi vil hinanden. For der er kærlighed. Og den vokser nu, hvor der er kommet lys tilbage i vores familie,« siger hun med taknemmelighed i stemmen.

»Jeg elsker min mand. Han elsker mig. Så den cancer skulle fandeme ikke få lov til at vinde over kærligheden,« siger Anne-Grethe Bjarup Riis med fast og kontant stemme og lyder, som hun altid har gjort. Men er en anden indeni.

'I Guds rige' er netop udkommet på Politikens Forlag