I forrige weekend tog hun afsked med Landsforeningen Spædbarnsdød. I sidste måned gik hun sit sidste Ecco Walkaton.

Langsomt, men sikkert vikler grevinde Alexandra sig fri af det danske kongehus.

Og det bliver ved. For inden nytår vil Alexandra droppe flere af sine protektioner, siger grevinden i et interview med Se og Hør.

Hvad der i stedet skal fylde i grevindens professionelle liv, er hun endnu ikke klar til at løfte sløret for.

»Der er flere ting, jeg overvejer. Men det er helt klart, at jeg skal komme videre i mit liv, og jeg er stor tilhænger af, at når vi lukker døre, så er det vigtigt, at vi åbner nogle nye. Og det er lidt svært at åbne nye døre, hvis man bliver ved med at holde de gamle åbne. Nogle gange er det jo nemmere at holde fast i det gamle, det trygge og det nemme, men jeg synes, at det er er vigtigt, at få banet vejen for nogle nye ting,« siger hun til ugebladet.

At båndet skal brydes, besluttede hun selv, da hun i 2017 valgte at frasige sig sin apanage. Sidste løn fra den danske stat falder den 22. juli 2020, når prins Felix, fylder 18 år og dermed bliver myndig.

Da den 55-årige grevinde i sidste weekend sagde farvel til Landsforeningen Spædbarnsdød, var det efter 15 år som protektor.

Og det var efter 20 år som frontfigur for Ecco Walkaton, hvor hun har samlet penge ind til SOS Børnebyerne og Hjerteforeningen, at hun 8. september gik sin sidste tur - i hvert fald som officiel person.