Prins Joachim bliver rost til skyerne for sin fremtoning i sin nye dokumentar om danmarkshistorien.

Og nu kan han også føje sin ekskone til fanskaren.

Grevinde Alexandra er nemlig ikke sen til at rose sin eksmand for det store projekt, som han kastede sig ud i, da han valgte at lave dokumentaren.

»Jamen, (det er) fantastisk. Det må have krævet så meget tid,« lød det fra en glad grevinde Alexandra, da B.T. mødte hende onsdag aften i Bremen Teater i København.

Grevinde Alexandra følger stadig med i en eksmands liv. Og hun glæder sig over, at han har lavet en dokumentar.
Grevinde Alexandra følger stadig med i en eksmands liv. Og hun glæder sig over, at han har lavet en dokumentar. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

Her har hun netop selv holdt sit foreløbigt sidste foredrag om sin bog 'Mit lykkelige land'.

Foredraget fandt sted samtidig med, at første afsnit af prins Joachims dokumentar 'Prins Joachim fortæller' rullede over skærmen.

Grevinde Alexandra havde derfor ikke nået at se programmet, fortalte hun.

»Nej, jeg er her – jeg er ikke alle mulige andre steder,« lød det grinende fra Alexandra, der både havde taget sin yngste søn, prins Felix, og nogle venner med, der skulle overvære foredraget.

Men hun er alligevel ikke i tvivl om, at programmet med prins Joachim bliver godt.

»Han er meget vidende, så jeg tror, det bliver et spændende program,« siger hun og fortæller, at prins Joachim har fortalt hende om dokumentaren.

Både prins Joachim og grevinde Alexandra har rejst rundt i Danmark i forbindelse med deres bog- og dokumentarprojekter.

Men selv om det kan virke, som om prins Joachim lidt har kopieret sin ekskones idé, så er det ikke tilfældet.

Prins Joachim har været med på lige fod med alle andre, da dokumentaren om danmarkshistorien skulle filmes.
Prins Joachim har været med på lige fod med alle andre, da dokumentaren om danmarkshistorien skulle filmes. Foto: Nordisk Film Production A/S
Vis mere

Det forsikrede instruktøren af dokumentaren, Anna von Lowzow, da B.T. talte med hende forud for dokumentaren. Ifølge Anna von Lowzow blev idéen til dokumentaren født for mere end syv år siden.

Prins Joachim bliver især rost for at vise en ny og mindre stiv side af sig selv i dokumentaren, der er i seks afsnit.

»Jeg synes, han gør det ualmindeligt godt. Han er klar og behagelig. Han er sig selv. Han er en anelse korrekt og gammeldags, men han er ikke sådan stiv og insisterende. Han er ikke forceret på nogen måde. Jeg er overrasket over, hvor god han er,« har kongehusekspert og historiker Sebastian Olden-Jørgensen tidligere udtalt til B.T.

Første afsnit af 'Prins Joachim fortæller' blev sendt på DRK onsdag klokken 20.45.