DR K's nye programserie 'Joachim fortæller' er intet mindre end genialt tv. Skide flot produceret, skønne billeder, personlige møder mellem kloge og venlige danskere. Alt sammen blændende formidlet af prins Joachim.

Jeg blev simpelthen klogere på vores historie, samtidig med at jeg var godt underholdt.

Prins Joachim er den historielærer, vi alle skulle have haft. Han og hans familie ER jo den danske historie, og det giver rigtig god mening at lade ham rejse rundt i Danmark og gøre os klogere på, hvorfor vi opfører os, som vi gør.

Prins Joachim lykkes også med at være både royal og personlig, han giver lidt af sig selv, uden at det hverken bliver for meget eller for plat.

Kommunikationsrådgiver Anna Thygesen er normalt ikke bleg for at ytre sig kritisk om kongehusets ageren og måde at kommunikere på. Men hun er begejstret for prins Joachims nye tv-program.
Kommunikationsrådgiver Anna Thygesen er normalt ikke bleg for at ytre sig kritisk om kongehusets ageren og måde at kommunikere på. Men hun er begejstret for prins Joachims nye tv-program. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Og ja, det er fint, at folk i programmet siger du til ham, prinsen repræsenterer ikke det officielle kongehus eller Danmark, han er sig selv.

Og han kører med vilje rundt i landet i en almindelig familiebil og viser næsten barnlig begejstring over emnet med selfie ved runestenen i Jelling og engagerede udbrud. Men det er ikke opstillet og villet, det er naturligt.

Man kan godt mærke, at det ligger prinsen meget på sinde at fremstille sig selv som alt andet end arrogant og kedelig. Det har han tidligere forsøgt med ringe resultat. Men denne gang lykkes det. Han er royal på den fede måde.

Der er masser af Billed-Blads-tv, men det foregår med et glimt i øjet, og det virker sgu, når han lister ind til konfirmanderne i en kirke i Viborg og pludselig står blandt dem og synger halvdårligt med på en salme, mens de unge fniser, men man kan se, at de synes, det er sejt, at han står der.

Billede fra dokumentaren med prins Joachim.
Billede fra dokumentaren med prins Joachim.
Vis mere

Besøget hos den muslimske renseri-ejer til sidst i programmet sidder også lige i skabet. Prinsen viser respekt for andres religion uden at falde ud af rollen som kongelig.

Så drop forældremødet i skolen, Champions League-fodbold eller den ugentlige badmintonkamp, saml hele familien i sofaen med te og popcorn og bliv klogere sammen med prins Joachim.

En fin Maggi-terning af historie, nostalgi og kongerøgelse. Seks stjerner herfra. Intet mindre.

Anna Thygesen er kommunikationsrådgiver og indehaver af kommunikationsbureauet WeDo Communication. Hun har gennem mange år desuden været en fast deltager i radioprogrammet 'Det vi taler om' på Radio24syv, hvor hun har været en hyppig kritiker af kongehusets ageren og måde at kommunikere på.