Grevinde Alexandra har den seneste tid trukket sig længere og længere væk fra det danske kongehus, og hun har sagt farvel til flere traditioner.

Den 55-årige grevinde sagde eksempelvis i sidste weekend farvel til Landsforeningen Spædbarnsdød efter hele 15 år som protektor for det gode formål.

Men selvom flere danskere måske finder det underligt, at grevinden trækker sig væk, så ser Sebastian Olden-Jørgensen, der er lektor i historie på Københavns Universitet, det hele som en naturlig proces:

»Hendes billet til kongehuset har været de to prinser, og nu er de blevet så store, at tiden er kommet til at sige stop. Hendes timing er fantastisk, og hun ved, hvornår festen stopper,« siger han til B.T.

Grevinden trækker sig længere og længere væk fra kongehuset.
Grevinden trækker sig længere og længere væk fra kongehuset. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

Olden-Jørgensen siger, at hun hele tiden har været på forkant med tingene og på den måde styret dem til egen fordel:

»Hun vil ikke bæres ud, og derfor har hun langsomt, men sikkert, fået en aftagende betydning uden at gøre noget dramatisk eller kontroversielt. Hun har formået at holde sin plads i udkanten af kongehuset længe.«

Sebastian Olden-Jørgensen roser derudover grevindens håndtering af skilsmissen med prins Joachim:

»Hun har aldrig snakket dårligt om Joachim. Hun har været pålidelig, diskret og aldrig skabt problemer. Det tror jeg, at kongehuset er taknemmelig for.«

I sidste måned gik grevinden ligeledes sit sidste Ecco Walkathon, hvor hun har været frontfigur i 20 år, men det påvirker ifølge Olden-Jørgensen ikke kongehuset:

»Jeg tror, hverken kongehuset er ligeglade eller glade for hendes beslutninger omkring de forskellige traditioner,« slutter han over for B.T.

Grevinde Alexandra valgte selv at frasige sig sin apanage i 2017.

Sidste løn fra den danske stat falder derfor 22. juli 2020, når prins Felix fylder 18 år og dermed bliver myndig.