Da landshold, journalister og officials rejste til Egypten i forbindelse med VM-slutrunden i håndbold, toppede coronavirus listen over kaostruende fjender.

Men de seneste dage er det maveonde, der har drillet det danske landshold.

Nu er flere af TV 2s profiler på skærmen også ramt.

»Der er nogle af vores folk i Egypten, der siger, at maven føles lidt anderledes, end den gør i Danmark. Men jeg har selv dækket håndbold dernede før, og jeg tror ikke, det kan undgås på de kanter,« siger chefredaktør på TV 2 Sport John Jäger.

Morten Ankerdal (tv.) og Claus Møller Jakobsen (i midten) er to af de TV 2-medarbejdere, der også har været ramt af maveonde under VM-slutrunden.
Morten Ankerdal (tv.) og Claus Møller Jakobsen (i midten) er to af de TV 2-medarbejdere, der også har været ramt af maveonde under VM-slutrunden. Foto: Arkivfoto/Liselotte Sabroe
Vis mere

Allerede mandag meldte værten Morten Ankerdal selv ud, at han var ramt af problemer med maven, hvilket tvang ham væk fra skærmen mandag aften, da Danmark mødte Kroatien.

Men han er altså ikke den eneste, fortæller John Jäger.

Kan du sætte nogle navne på?

»Ja. Morten Ankerdal lod vi blive på hotellet i går (mandag, red.), og han blev erstattet godt. Derudover har Claus Møller Jakobsen (den tidligere håndboldspiller og nuværende kommentator, red.) også været ramt, og han fik lov at sidde over i morges, da vi lavede en af vores lives. De er begge ovenpå igen, som jeg hører det.«

Hvor stort er holdet, der er afsted?

»Vi har selvfølgelig skåret ned grundet covid-19. Vi er 12-14 stykker, og det er halvdelen af normalen. De har heldigvis haft en fredelig dag i dag,« fastslår John Jäger.

Det er ikke kun på mavefronten, at slutrunden i Egypten er speciel.

Coronatilstandene verden over har også tvunget TV 2 til at lave drastisk om på den måde, de plejer at dække håndbold-VM på.

Faktisk overvejede kanalens medarbejdere at blive helt hjemme fra det mellemøstlige land.

Det kan du læse mere om her.