Dagen efter fyringen af Frank Lampard har Chesea offentliggjort navnet på sin nye cheftræner.

Det bliver tyskeren Thomas Tuchel, melder klubben på sin hjemmeside.

Tuchel blev fyret i franske Paris Saint-Germain kort før jul, men skal nu stå i spidsen for den engelske storklub.

»Det er aldrig nemt at skifte cheftræner midt på sæsonen, men vi er meget glade for at lave en aftale med en af de dygtigste trænere i Europa, Thomas Tuchel,« siger Chelsea-direktør Marina Granovskaia.

Thomas Tuchel nåede kun at være arbejdsløs i en måned, inden han skrev kontrakt med Chelsea. Tidligere var han træner i franske Paris Saint-Germain i to og en halv sæson.
Thomas Tuchel nåede kun at være arbejdsløs i en måned, inden han skrev kontrakt med Chelsea. Tidligere var han træner i franske Paris Saint-Germain i to og en halv sæson. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

Den 47-årige træner, der også har en fortid i Borussia Dortmund og i Mainz, har skrevet under på en kontrakt, der binder ham til Chelsea de kommende 18 måneder.  Aftalen kan dog forlænges, hvis matchet viser sig at være det rigtige.

»Jeg vil gerne takke Chelsea for den tillid, som de udviser over for mig og min stab,« siger Thomas Tuchel selv.

»Vi har den største respekt for Frank Lampards arbejde og det eftermæle, han har skabt i Chelsea. Samtidig kan jeg ikke vente med at møde mit nye hold og deltage i Europas mest spændende liga. Jeg er taknemmelig over at være en del af Chelsea-familien. Det føles utroligt.«

Tuchel skal allerede på træningsbanen med sit nye hold tirsdag aften, mens han skal stå i spidsen for holdet onsdag, når man møder Wolverhampton.

Hans forgænger, spillerikonet Frank Lampard, blev fyret efter en række skuffende resultater. Han fik knap halvandet år på posten.