TV 2-værten Morten Ankerdal vil ikke være at finde på skærmen mandag aften, når Danmark møder Kroatien ved VM.

Det skyldes, at han er ramt af maveonde, ligesom flere af de danske spillere har været de seneste dage – derfor bliver han på hotelværelset.

Det oplyser han mandag eftermiddag på sin private Instagram-profil med et billede af en cola, nogle piller samt chips.

'Der er selvfølgelig fuld fart på vores VM-dækning, selv om jeg lige tager en hoteldag. Ingen drama bare lidt mgekrøll (maveonde, red.) som de siger på norsk,' skriver han blandt andet.

Danmarks store stjerne Mikkel Hansen har været i samme båd som Morten Ankerdal de seneste dage, og han var derfor ikke med i sejren over Japan lørdag aften.

Landstræneren Nikolaj Jacobsen sagde søndag på et pressemøde, at der var flere af de danske spillere, der havde måttet bruge meget af natten på toilettet.

»Ja, sådan da. For jeg har selv lidt – ikke så voldsom grad, som nogle af spillerne har, men der florerer en masse ondt i maven og rumlen i maven hos rigtig mange.«

Efter sejren over Japan måtte både Simon Hald og Mathias Gidsel ligeledes blive på hotellet, så der ikke var så langt til toilettet.

Det betød, at nogle måtte blive hjemme søndag eftermiddag, mens resten af truppen var ude på en lille udflugt for at se pyramider.

Morten Ankerdals fravær mandag aften betyder, at det bliver Heidi Møller Eskildsen og Claus Møller Jakobsen, der styrer studiet før og efter kampen.

Danmark spiller den sidste mellemrundekamp klokken 20.30, og du kan som altid følge det hele LIVE på bt.dk.