Med næsten 53 minutter på banen var Lasse Andersson en af de spillere, der fik mest spilletid, da håndboldlandsholdet besejrede Japan ved VM lørdag aften.

Og det endda på trods af at han ligesom så mange andre i den danske lejr i Egypten har været plaget af uro i maven i de seneste dage.

Men Andersson er ikke så hårdt ramt som eksempelvis Mikkel Hansen, og han er klar til at gå på banen igen mod Kroatien mandag.

»Det er noget, man bider i sig. Det er ikke første gang, jeg har spillet med det ene eller det andet problem, og det kommer jeg nok til igen. Det går okay, så for mig er der ikke det store at frygte,« siger Lasse Andersson.

Foto: MOHAMED ABD EL GHANY
Vis mere

Han beskriver situationen som den, mange turister oplever, når de er på ferie i lande, hvor maden ikke ligner den danske.

»De fleste, der har været en tur i Mellemøsten, har oplevet, at det ikke er helt de samme råvarer, som vi får derhjemme. Det tror jeg, maven lige skal vænne sig til. Jeg er heldigvis ikke lige så hårdt ramt som nogle af de andre. Men jeg tror, de fleste kender til at være på sådan en uges ferie – det er ikke altid lige rart,« siger han.

En lang række spillere og ledere er eller har været plaget af problemer med maven i større eller mindre grad.

Det er det seneste forstyrrende element i en turnering, hvor der i forvejen er rigeligt at forholde sig til med coronatruslen og indespærringen i en hotelboble det meste af døgnet.

»Selvfølgelig fylder det da, at man lige skal høre, hvordan vi har det hver især. Men ellers er det ikke værre end det. Vi render bare og passer os selv, hvis der er problemer, og prøver at hjælpe hinanden, så godt vi kan. Så det fylder ikke mere end det. Så prøver vi at tage os af hinanden og prøver at holde den gode stemning, selvom der er nogle udsving,« forklarer Lasse Andersson om situationen i den danske lejr.

Og I kan godt opretholde den gode stemning?

»Ja ja, selvfølgelig. Det er sløjt nok i forvejen med den samme brune mad nu på dag 14 snart – og at være her på femte sal. Så der vil altid være op- og nedture, og det tror jeg sgu også, de andre hold har. Næste år kan det være, der er nogle andre problemer, der kommer – så man må jo gøre, hvad man kan, uanset hvad det er for en situation, og holde humøret oppe, for ellers bliver det en meget lang måned.«