Skaderne vælter ind over Danmarks guldrivaler forud for EM i herrehåndbold.
Og det er godt nyt for danskerne, mener TV 2s mangeårige ekspert og kommentator Bent Nyegaard.
Det er især storhold som Frankrig og Spanien, som Danmark skal bide skeer med i forsøget på at vinde EM-guldet i Ungarn i næste måned.
Begge mandskaber er blevet ramt af skader hos store profiler. Hos Frankrig er Nedim Remili og Timothey N'Guessan definitivt ude, mens Spanien må undvære de talentfulde Dujshebaev-brødre Daniel og Alex, hvor især sidstnævnte bliver et kæmpe savn.

Alt imens er Danmark – indtil videre – sluppet nogenlunde fra skaderne.
»Det stiller Danmark som absolut favorit. Undgår Danmark flere afbud, er de kommet rigtig, rigtig godt igennem forberedelserne. At Spanien er svækket, og Frankrig er svækket, og franskmændene tilmed har fået en del af forberedelserne ødelagt, er noget, der utvivlsomt er med til at styrke Danmark,« siger Bent Nyegaard til TV 2.
Og forberedelserne har ganske rigtigt været kaotiske for franskmændene, der blev ramt af et massivt corona-smitteudbrud i truppen, der har spoleret optakten. Danmark skulle desuden have været til Paris forud for EM-slutrunden for at spille opvarmningskampe, men det er blevet aflyst grundet Frankrigs nye coronarestriktioner.
EM-slutrunden kastes i gang 13. januar. Her møder Danmark Montenegro, som man er i gruppe med. Gruppen tæller derudover Nordmakedonien og Slovenien.


