Du husker måske temperamentet. Vindermentaliteten. Udstrålingen.
Men du husker helt sikkert én ting, hvis du er håndbold-elsker og hører navnet Bojana Popovic.
Ja, du kan faktisk stadig se det, når du ser de danske håndboldkvinder spille, for håndboldlegenden er allerede i fuld gang med det på bænken som assistenttræner.
I B.T.s Bojana Popovic-serie er vi nået til det næstsidste billede. Og det kunne egentligt være fra mange forskellige situationer. Foruden sit spil vil Popovic altid være forbundet med de opsmøgede ærmer på trøjen.

Popovic griner ved spørgsmålet om ærmerne og er næsten forbløffet over, hvor mange der nævner det for hende.
»Folk spørger tit om det, men jeg har ikke lagt så meget mærke til det selv. Jeg vidste slet ikke, at der var så mange, der holdt øje med det,« griner hun.

Hun har dog selv en forklaring på, hvorfor det blev kendetegnet for hende i både spillerkarrieren og senere som træner.
»Når kampen er i gang, og mit hold får flere og flere situationer, hvor kampen skal afgøres, så får jeg bare mere adrenalin i kroppen.«
»Og så kommer det bare instinktivt, at ærmerne skal op, så jeg kan føle mig lidt mere fri,« forklarer hun med stor ihærdighed.
Hun fortsætter:
»De skal bare væk, ærmerne!«
»Det var bare sådan, det var. Og det er også sådan i dag. Jeg føler bare, jeg får varmen, og at ærmerne irriterer mig. Det betyder helt sikkert, at jeg har adrenalin på et højt niveau, når jeg gør det,« lyder det fra Popovic.
Næste gang kan du læse sidste del i serien om håndboldlegenden, der hylder Danmark.
Husk, du kan følge VM for håndboldkvinderne her hos B.T.
