Den norske håndboldstjerne Nora Mørk er fredag blevet opereret i knæet. Og hendes store frygt er blevet bekræftet.

»Hun skal have lappet menisken. Det betyder, hun er ude seks måneder til,« fortæller det norske landsholds træner Thorir Hergeirsson til TV2 Norge.

Dermed har Nora Mørk fået den besked, hun har frygtet i små to uger.

Ikke nok med at hun går glip af EM til december, så skal hun også starte forfra med den genoptræning, hun næsten var færdig med.

Nora Mørk kommer ikke i aktion ved det kommende EM i håndbold.
Nora Mørk kommer ikke i aktion ved det kommende EM i håndbold. Foto: Patrik STOLLARZ
Vis mere

Tilbage i februar røg Nora Mørks korsbånd i højre knæ, og håndboldstjernen blev opereret.

I slutningen af august begyndte hun på håndboldtræningen igen med håb om at være tilbage i oktober, men for få uger siden var den gal endnu engang.

Her mærkede hun et riv i knæet, og allerede efter nogle dage fortalte Nora Mørk, at hun frygtede det værste: endnu en lang skadespause.

»Nu må jeg lægge mig under kniven med knæet for ottende gang. Det er første gang, jeg har mærket følelsen af at være knust, at have mistet modet og motivationen. Nu ved jeg ikke, hvad fremtiden bringer, for nu er jeg bare en håndboldspiller, der ikke spiller håndbold,« sagde Nora Mørk for knap to uger siden.

Nora Mørk ved sidste års VM.
Nora Mørk ved sidste års VM. Foto: Ronny Hartmann
Vis mere

Nu venter endnu en pause, efter hun er blevet opereret af 'de bedste folk', fortæller Thorir Hergeirsson.

»Det er vigtigt for Nora, at hun bruger tiden på at tænke på andet end håndbold. Hun må tage en uge ad gangen og have som mål at blive klar til næste sæson. Jeg håber, hun ser fremad og har lyst til og kan overskue at arbejde sig tilbage endnu engang,« siger landstræneren om Nora Mørk, der også var uheldig sidste år.

Ikke på banen men derimod udenfor, da der begyndte at florere nøgenbilleder af hende på nettet.

I første omgang blev de lagt på nettet af en mand i 20'erne, som tilstod.

Nora Mørk under OL i 2016.
Nora Mørk under OL i 2016. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

»Der er en, der har været i mit privatliv, stjålet noget fra mig og valgte at dele det med alle. Det har ramt mig. Mit liv har ændret sig meget. Jeg er gået fra at have det godt til at vide, at mit selvværd er forsvundet. Hver dag har været trættende. Det er svært at stå i den her situation. Jeg tror ikke, folk forstår, hvad de laver med en person,« sagde Nora Mørk dengang om sagen.

Nora Mørk anmeldte 15 mænd, der havde delt billederne på nettet, og i maj i år blev en mand i 30'erne dømt til at betale 150.000 norske kroner i erstatning til håndboldstjernen for at have linket til billederne på Twitter.

I år kom det desuden også frem, at billederne var blevet delt i flere herreklubber i den danske håndboldliga.

Derudover kom det frem, at billederne også var blevet delt på det norske herrelandshold.