Den norske håndboldstjerne Nora Mørks private billeder – der blev hacket fra hendes telefon i efteråret – har i de seneste par måneder floreret i flere danske herreligaklubbers omklædningsrum. Det kan BT nu afsløre.

Billederne har været genstand for massiv opmærksomhed under EM, da Nora Mørk offentligt har kritiseret det norske håndboldforbund for at nøle sagen, efter hun i efteråret gjorde opmærksom på, at hendes private billeder var blevet vist og delt mellem spillerne på det norske herrelandshold. Torsdag kom det så frem, at billederne også har været delt på det norske U20-ishockeylandshold.

Og nu viser det sig altså, at billederne også har været på tur rundt i omklædningsrummene i flere herreklubber i den danske håndboldliga.

BT har været i kontakt med kilder fra en række ligaklubber, som fortæller, at spillere har vist de intime billeder af Nora Mørk frem på deres telefoner. BT har ligeledes kendskab til, at billederne i mindst tre tilfælde er blevet delt mellem spillere på tværs af klubber.

»Jeg har selv set billederne på en telefon hos en af mine holdkammerater, og jeg ved, de kom fra en spiller fra en anden ligaklub,« fortæller en af kilderne til BT.

Ingen kilder har ønsket at stå frem til citat, ligesom de ikke ønsker, at deres klub bliver nævnt, og det har BT valgt at efterkomme for at kunne fortælle en principiel og vigtig historie, vi ellers ikke havde kunnet fortælle.

BT har kendskab til, at billederne af Nora Mørk, som blev hacket i september, har floreret i det danske håndboldmiljø siden november.

Divisionsforeningens direktør, Thomas Christensen, er overrasket over oplysningerne, og han løfter en verbal pegefinger overfor de danske ligaspillere, som har set eller delt de hackede billeder af den norske håndboldstjerne.

»Jeg vil opfordre alle til at tænke sig om. Alt i denne verden handler om at opføre sig ordentligt. Vi arbejder alle under den lovgivning, der gælder for alle andre, og den er man nødt til at følge. Jeg er ikke helt opdateret på lovgivningen på området, men den skal vi jo i hvert fald alle sammen forholde os til. Derudover er der så den almindelige sunde fornuft,« påpeger Thomas Christensen.

Og hvad synes du så om disse oplysninger i forhold til den almindelige sunde fornuft?

»Der er det i hvert fald ikke i orden, og hvis distributionen af billederne er sket, efter Nora Mørk har fortalt, at hun i efteråret er blevet hacket, så har man en meget dårlig sag. Hvis man har delt den i dag, så har man handlet i ond tro eller levet i en osteklokke, og det sidste gør de (spillerne, red.) jo i hvert fald ikke,« siger Thomas Christensen.

I Spillerforeningen Håndbold opfordrer direktør Michael Sahl Hansen også de danske ligaspillere til at tænke sig om.

»Det er jo ikke rimeligt det, der er foregået - at hun har fået hacket sine private billeder. Man skal selvfølgelig holde sig fra at viderebringe noget, der er ulovligt. Det er klart. Uanset om man spiller håndbold eller ej. Men det er en sag, som jeg ikke kender til bunds, og jeg har ikke hørt om, at det her foregår fra nogle af vores medlemmer, så jeg kan ikke kommentere mere på det end det,« lyder det fra Michael Sahl Hansen.

Nora Mørk-sagen har fyldt meget i Norge i de seneste dage og således også i de norske håndholdherrers EM-lejr, hvor det har handlet mere om den end selve spillet på banen. Norges anfører Bjarte Myrhol har afvist Nora Mørks påstande om, at billederne er blevet delt mellem spillerne på det norske landshold, og han har udtrykt ærgrelse over timingen af sagen.

Nora Mørk har indtil videre meddelt, at hun overvejer sin fremtid på Norges succesfulde landshold, hvor hun er den største stjerne. Mørk har forklaret, at hun ikke ved, om hun ønsker at være en del af noget, ’som værner mere om folk, der begår seksuel chikane, end de værner om mig’, som hun har sagt til norske VG med reference til, at hun synes, forbundet har taget mere hensyn til herrelandsholdet end hende i sagen.

Foreløbigt har Nora Mørk stævnet 15 personer for at have delt billederne på internettet, og de er hver især blevet mødt af et krav på 116.000 danske kroner. Således er deling af private billeder uden samtykke fra den krænkede ulovligt, og det kan straffes med en bøde.