På banen har hun skullet kæmpe sig tilbage. Udenfor er det gået langt bedre.

For den 28-årige håndboldstjerne Nora Mørk har fundet kærligheden. Det fortæller hun selv til TV 2 Norge.

»Ja vi er kærester. Jeg har det rigtig godt,« fortæller Nora Mørk om sin udkårne, der heller ikke er helt ukendt i sportsmiljøet.

For hun har fundet sammen med den 30-årige Martin Laumann Ylven, der til dagligt spiller ishockey for Vålerenga.

En ting de to har til fælles er, at de har kæmpet en del med skader. Nora Mørk har haft adskillige skader i knæet, og det kostede hende blandt andet EM i Frankrig i december.

Martin Ylven har haft flere hofteskader, som har været af en sådan grad, at karrieren var tæt på at være slut.

Men ligesom Nora Mørk har han kæmpet sig tilbage, og håndboldspilleren fortæller, at kæresten har været en stor støtte for hende.

»Han er rigtig positiv, og det kan jeg godt lide,« siger Nora Mørk om kæresten, som hun også har delt lidt billeder af på sin Instagram-profil. Blandt andet delte hun et i midten af maj, hvilket hurtigt startede lidt rygter om, hvorvidt hun dannede par med Martin Ylven.

Efter en lang skadespause gjorde Nora Mørk comeback i en reservekamp tilbage i marts, og i midten af april var hun så endegyldigt tilbage for sin ungarnske klub Györ.

»Det har været et sandt helvede. Jeg er meget glad for i dag, og jeg havde kropskontakt,« sagde Nora Mørk tilbage i marts efter reservekampen.

I slutningen af september sidste år var hun klar til et comeback efter en skade, som hun havde brugt omkring otte måneder på at komme sig over, men her ramte uheldet endnu en gang, da hun fik en meniskskade og måtte opereres. Nu er hun dog tilbage.

Ud over at have været ramt af skader har Nora Mørk tidligere været igennem en hård tid uden for banen, da private billeder af hende begyndte at florere på nettet. Det kan du læse mere om her.