Skandale sagen om delingen af håndboldspilleren Nora Mørks personlige billeder tager nu endnu en kontroversiel drejning.

I efteråret blev Nora Mørks mobil hacket og flere af hendes personlige billeder blev spredt. I starten af ugen mistænkte hun offentligt flere af de norske håndboldspillere på herrelandsholdet for at have billederne på deres telefoner.

Men nu viser det sig, at billederne ikke kun florerer blandt håndboldspillere.

For torsdag morgen er det kommet frem, at det norske U20-landshold i ishockey i december måned blev holdt tilbage i omklædningsrummet efter en VM-kamp.

Her blev de konfronteret med, at flere af Nora Mørks billeder angiveligt skulle være delt blandt spillerne, det bekræfter det norske ishockeyforbund over for VG.

I starten af december modtog Nora Mørk en skriftlig advarsel fra en person med godt kendskab til ishockeymiljøet om, at billederne af Nora Mørk befandt sig blandt spillere på det unge landshold.

’Jeg har det fra sikre kilder, og jeg synes, at jeg bør sige fra over for disse idioter, det skylder vi dig,’ stod der i advarslen.

På den baggrund tog Nora Mørks far, Morten Mørk, kontakt til generalsekretær i ishockeyforbundet, Ottar Eide.

»Efter at have talt med Morten Mørk, tog jeg det op med træneren på U20-landsholdet, som derefter gik direkte til spillergruppen. De spillede kamp, men træneren tog det op med spillerne i omklædningsrummet lige efter kampen. Det kunne ikke være gået hurtigere,« siger Ottar Eide.

Som også fortæller, at konfrontationen omkring billederne hverken skabte diskussion eller benægtelse hos spillerne.

»Folk var enige om, at det ikke var godt. Det var under et VM, så man hængte ikke enkelte spillere ud. Det det blev tydeligt forklaret, at billederne ikke skulle spredes videre, men slettes i stedet. Siden har der ikke været noget,« siger Ottar Eide.

Nora Mørk og Morten Mørk er glad for den måde, som ishockeyforbundet har håndteret sagen på i klar modsætning til håndboldforbundet, som de mener, håndterer sagen meget dårligt.

»Ottar Eide reagerede på sit instinkt, og sådan skal en leder gøre. Han tog et hurtigt greb og sørgede for, at det, der skete, stoppede. Eide udtrykte stor forståelse for Noras situation og gav et meget godt indtryk,« siger Morten Mørk.