Nora Mørk har gennemgået en hård tid. For en uge siden kunne den tidligere Aalborg DH-spiller og nuværende norske landsholdsspiller fortælle, at hun havde fået sin telefon hacket, og at hendes private billede siden var blevet spredt på nettet.

Det var to måneder i helvede, inden Nora Mørk selv valgte at stå frem og fortælle om det.

»Jeg er gået fra at have det godt til at vide, at mit selvværd er forsvundet. Hver dag har været trættende. Det er svært at stå i den her situation. Jeg tror ikke folk forstår, hvad de laver med en person,« sagde hun grædende i et interview med TV2.no.

Nora Mørk fortalte siden, at hun havde valgt at anmelde 15 personer for at have spredt billederne på nettet. Det gjorde hun i forlængelse af sin egen offentliggørelse af fire Facebook-profiler, der havde delt billederne.