En ny tur under kniven og en knust EM-drøm er lige nu situationen for den norske håndboldstjerne Nora Mørk.

»Nu må jeg lægge mig under kniven med knæet for ottende gang. Det er første gang, jeg har mærket følelsen af at være knust, at have mistet modet og motivationen. Nu ved jeg ikke, hvad fremtiden bringer, for nu er jeg bare en håndboldspiller, der ikke spiller håndbold,« siger Nora Mørk til TV 2 Norge.

Og den norske håndboldstjerne har i den grad været uheldig med skader og operationer. I starten af februar røg korsbåndet i det højre knæ, og hun blev opereret.

I august begyndte hun så småt at træne håndbold igen med en tro på, at hun kunne spille på fuld tid i oktober. Og så var den store drøm at nå med til EM i december.

En drøm, hun nu må vinke farvel til, for under en træning for to uger siden mærkede hun et vrid. Selvom hun tog en pause, blev det ved med at gøre ondt, og det har vist sig, det er menisken, der er problemet.

Et tilbageslag, der i værste fald kan koste hende yderligere seks måneder på sidelinjen.

»Jeg mangler ikke tid, så jeg må bare igennem genoptræning igen, men nu har jeg mistet troen. Det hele føles lidt meningsløst. Nu ved jeg ikke længere, hvad jeg tør tro og håbe på,« siger Nora Mørk.

Den nye skade påvirker også Nora Mørks tvillingesøster, Thea Mørk, der selv har en god chance for at blive udtaget til EM.

Det kommende EM i håndbold bliver uden Nora Mørk.
Det kommende EM i håndbold bliver uden Nora Mørk. Foto: PATRIK STOLLARZ
Vis mere

»Det er helt forfærdeligt. Hun har det forfærdeligt, og det gør rigtig ondt på mig,« siger Thea Mørk til TV 2 Norge.

Og hun fortæller også, at hun sagtens kan forstå, at søsteren er modløs. For hvor Nora Mørk før havde et EM at se frem til, er det nu svært at finde motivation efter endnu et tilbageslag.

»Hun har næsten opgivet håbet om at få gode nyheder, men jeg håber for os begge. Jeg ved, vi kommer til at se hende tilbage igen,« siger Thea Mørk om tvillingesøsteren, der i slutningen af sidste år var involveret i noget af en skandale-sag.

Her begyndte Nora Mørks nøgenbilleder at florere på nettet, og i første omgang blev de lagt på nettet af en mand i 20'erne, som tilstod.

Nora Mørk var på vej tilbage til håndboldbanen, men nu venter der hende endnu en pause.
Nora Mørk var på vej tilbage til håndboldbanen, men nu venter der hende endnu en pause. Foto: RONNY HARTMANN
Vis mere

»Der er en, der har været i mit privatliv, stjålet noget fra mig og valgte at dele det med alle. Det har ramt mig. Mit liv har ændret sig meget. Jeg er gået fra at have det godt til at vide, at mit selvværd er forsvundet. Hver dag har været trættende. Det er svært at stå i den her situation. Jeg tror ikke, folk forstår, hvad de laver med en person,« sagde Nora Mørk dengang om sagen.

Nora Mørk anmeldte 15 mænd, der havde delt billederne på nettet, og i maj i år blev en mand i 30'erne dømt til at betale 150.000 norske kroner i erstatning til håndboldstjernen for at have linket til billederne på Twitter.

I år kom det desuden også frem, at billederne var blevet delt i flere herreklubber i den danske håndboldliga.

Derudover kom det frem, at billederne også var blevet delt på det norske herrelandshold.