EM er ikke engang startet, men slutrunden er allerede forvandlet til ét stort coronakaos.

For adskillige landshold er nemlig blevet nedlagt af smittetilfælde de seneste dage, og oven i hatten er den velkendte coronaboble rundt omkring på spillerhoteller nærmest ikkeeksisterende.

Det mener i hvert fald det stjernespækkede franske landshold, som er både rystede og utilfredse over forholdene på deres hotel.

Den franske kritik er dog ikke den eneste, som er opstået i Ungarn og Slovakiet, hvor slutrunden afholdes. Langtfra endda.

Serbiens landstræner, Antoni Gerona.
Serbiens landstræner, Antoni Gerona. Foto: Henning Bagger
Vis mere

For ifølge den serbiske landstræner, Antoni Gerona, er der angiveligt opstået kaos omkring Det Europæiske Håndboldforbunds (EHF) testkapacitet under EM.

Og derfor retter han nu også en skarp kritik af forbundet på Twitter:

'Kaotisk organiseret af EHF. Mennesker uden mundbind i samme rum som holdene. Ikke nok test til alle hold samt forsinkelser på testene og resultaterne. Nogle spillere er allerede ramt. Hvordan kan vi spille?'

Antoni Gerona står da heller ikke alene med kritikken. Også B.T.s sportskommentator, Søren Paaske, har svært ved at finde ord for den måde, som EHF indtil videre har håndteret starten på slutrunden.

»Ud fra de her beretninger er det desværre lige præcis så elendigt håndteret, som man kunne frygte. Det er desværre ikke overraskende, for EHF virker ofte meget amatøragtige. Men det er mig stadig ubegribeligt, at de ikke har bedre styr på tingene. Det kan jo ikke ligefrem komme som et chok for dem, at den vigtigste opgave ved dette EM er at beskytte spillerne mod coronapandemien,« siger han og tilføjer:

»Hvis ikke EHF øjeblikkeligt får strammet gevaldigt op på sikkerheden omkring spillerne, så kan det jo ende med at ødelægge det her EM fuldstændig, inden vi for alvor er kommet i gang.«

B.T. har onsdag været i kontakt med Det Europæiske Håndboldforbund, der fortæller, at man er ved at få rettet op på de mange problemer.

»Vi er bevidste om kommentarerne fra de forskellige hold omkring hygiejneprotokollerne. Vi har allerede haft møder i komiteen i Ungarn og Slovakiet for at sikre, at mesterskabets hygiejne bliver respekteret på alle tidspunkter. De påpegede problemer vil meget snart blive løst,« skriver Thomas Schöneich, der er kommunikationschef i EHF, en mail.

På trods af den massive kritik af coronaforholdene var det dog en dansk landstræner, der onsdag på et pressemøde fortalte, at han blot havde ét kritikpunkt i forhold Danmarks spillerhotel.

Her er det nemlig coronaforholdene omkring måltiderne, der har skabt bekymring hos Nikolaj Jacobsen.

Den historie kan du læse mere om HER.

Danmark åbner torsdag aften EM-slutrunden mod Montenegro. Du kan følge kampen live her på bt.dk fra klokken 20.30.