Den succesrige danske håndboldlandstræner, Nikolaj Jacobsen, har et vindergen ud over det sædvanlige – og det har sin pris.

Det fortæller den fynske succestræner i et større interview med Euroman.

Her afslører Nikolaj Jacobsen, hvordan hans krop – mens han både var dansk landstræner og klubtræner i tyske Rhein-Neckar Löwen – pludselig sagde fra over for det konstante pres, han udsatte den for.

»Under en kamp på hjemmebane i Bundesligaen mod Melsungen blev jeg pludselig svimmel. Det føltes, som om jeg fik et ordentligt dask i nakken. Jeg satte mig ned. VI førte med ti mål, så der var egentlig ikke stress på.«

Foto: SUSANA VERA
Vis mere

Efter kampen droppede en bekymret Nikolaj Jacobsen det obligatoriske pressemøde. I stedet kørte han til det nærmeste sygehus for at blive tjekket. Og her spærrede lægerne øjnene op.

»Jeg havde et blodtryk på 250/180. De havde aldrig set så højt et blodtryk efter en kamp. Det gjorde beslutningen om at stoppe som træner i Tyskland nem. Jeg kunne ikke holde til det mere,« fortæller den danske landstræner.

49-årige Nikolaj Jacobsen sagde i maj 2019 farvel til jobbet som klubtræner i Bundesligaen – og i dag 'nøjes' han med at være landstræner.

Og det har han stor succes med. Han har på fire år ført landsholdet til to gange VM-guld og en OL-sølvmedalje.