Christian Eriksens fremtid er igen kommet op til debat efter fredagens historie om, at Inter har ham bogført med en høj værdi, der kan realiseres med et salg væk fra Serie A.

En oplagt mulighed er – hvis Christian Eriksen ønsker at fortsætte sin fodboldkarriere – at skifte tilbage til Premier League, hvor han fik sit helt store gennembrud.

Det engelske fodboldforbund, FA, bekræfter over for The Telegraph, at elitespillere med en indopereret ICD-enhed kan spille i England.

Det er det, der ikke er tilladt i Italien, hvorfor Christian Eriksen – såfremt han vil spille videre og gerne vil beholde sin pacemaker – skal finde sig en ny klub.

Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

Fodboldforbundet pointerer dog, at hver sag behandles individuelt.

Efter fredagens store fokus på Christian Eriksen gik hans agent, Martin Schoots, ud og afmonterede rygterne om, der er nyt om den danske stjernes fodboldkarriere.

Schoots understreger - som B.T. også kunne fortælle forinden - at historien var et bogføringsanliggende, men informerede også, at Christian Eriksen holder sig godt i gang.

»Christian har det godt. Han tilbringer en masse kvalitetstid med sin familie og er i god form. Når der er nyt, vil det blive kommunikeret ud,« skriver Martin Schoots til TV 2.

Christian Eriksen har kontrakt med Inter frem til 2024.