Mikkel Duelund skiftede i sommer til NEC Nijmegen på en lejekontrakt sæsonen ud, og starten på det ophold blev helt som håbet.

I sin bare anden kamp leverede den tidligere Superliga-profil begge assister i 2-0-sejren over Zwolle, og det bragte ham blandt andet ind på ugens hold i den store avis Algemeen Dagblad.

Men i de seneste uger har den skadesplagede dansker igen været ramt af uheld, og nu fortæller han, at han faktisk spillede med et lille brud i foden for to runder siden.

»Jeg har i et par uger døjet med smerter i foden, men spillede alligevel lokalopgøret mod Vitesse, fordi man jo vil gøre alt for at spille,« bekræfter Mikkel Duelund, som i kampen spillede en hel time med bruddet, inden han gik ud.

Mikkel Duelund er skadet med et træthedsbrud.
Mikkel Duelund er skadet med et træthedsbrud. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Inden kampen mod Vitesse havde den 24-årige Dynamo Kiev-ejede Duelund været ude i to kampe med samme fodskade, og nu er han efter en scanning nået frem til den erkendelse, at foden skal have lov at hele helt, før han træder ind på banen igen.

»Scanningen viste desværre, at der var og er en sprække i knoglen i foden. Så jeg skal holde helt pause i de næste par uger, og så håber jeg at være helt klar igen,« siger Mikkel Duelund, der kæmper for at komme tilbage på den højeste klinge.

I 2017 blev den tidligere U21-landsholdsprofil af læserne stemt ind i top 10 i Tuttosports Golden Boy-kåring.

Her var han i konkurrence med store navne som Gianluigi Donnarumma, Federico Chiesa, Kai Havertz, Ousmane Dembélé og Kasper Dolberg, og Duelund fik sin drøm om et udlandsskifte opfyldt i 2018, da Dynamo Kiev lagde 30 millioner kroner i Ikast og købte ham fri i Midtjylland.

I Ukraine fik Mikkel Duelund også en god start med mål i sin debutkamp, og han fik også en succesoplevelse som dobbelt målscorer i 2-0-triumfen i pokalsemifinalen 2020, men ellers har tiden i Dynamo Kiev som nu været overskygget af skader.

Dengang var skaden dog af en mere slem karakter end den nuværende.

»Det er et træthedsbrud, der ikke er så slemt. Det er irriterende, for jeg vil gerne spille hver eneste kamp, men det er ikke en alvorlig skade og slet ikke noget, der kan sammenlignes med mit mareridt med en brækket ankel, der generede mig i over et år i Dynamo,« siger han og tilføjer:

»Så jeg er snart tilbage og glæder mig vildt. Vi har gjort det ret godt som oprykker i Æresdivisionen og hænger bedre og bedre sammen som hold,« siger Duelund med henvisning til den ottendeplads, som Nijmegen indtager i Æresdivisionen inden weekendens kampe.

Mikkel Duelund er glad for, at han i sommer valgte at rykke til klubben.

»Jeg nyder at spille i Holland. Klubben har hentet mig som stamspiller, og jeg havde bare brug for spilletid, for jeg kunne godt forstå, at jeg ikke var førstevalg i Dynamo. Stort set alle i truppen er landsholdsspillere, og når holdet bare vandt hver kamp – det endte jo med mesterskabet – så ændrer træneren selvfølgelig ikke ret meget,« forklarer Mikkel Duelund og fortsætter:

»Jeg havde også brugt min del af uheld i Dynamo med først mit ankelbrud, og så fik jeg sidste sæson spoleret med corona i flere omgange og med ret voldsomme eftervirkninger. Så luftforandring er vildt fedt, og NEC var super seriøse og havde en god plan med mig. Så nu skal jeg bare lige over den her skade, og det er hurtigt overstået, og så skal den havde fuld gas igen,« siger en skadet Mikkel Duelund med optimisme i stemmen.

Mikkel Duelund er startet inde i alle kampe i denne sæson, når fodskaden ikke har drillet.

Andre læser også