Er FC København sat til salg?

Spørgsmålet har svævet i luften, siden Parken Sport & Entertainment for en måneds tid siden præsenterede planerne om at opdele aktiviteterne FC København, Parken og Lalandia i underselskaber.

Svaret er ikke så ligetil. Men kilder i og omkring Parken fortæller til B.T., at man internt forventer, at investorer inden for de kommende par år køber sig ind i FC København. Derfra bliver det et spørgsmål om, hvorvidt kommende investorer vil kræve mere eller mindre end de bestemmende 50 procent – og om ledelsen i Parken vil afgive dem.

Det sidste bliver ikke nødvendigvis verdens største problem. Det er ikke – og har aldrig været – nogen hemmelighed, at især storaktionæren Erik Skjærbæk, der ejer 29,82 procent af aktierne, har sit fokus på at drive og udvikle Lalandia. Den anden storaktionær Karl-Peter Korsgaard Sørensen, der ejer 20,54 procent, er heller ikke fodboldfanatiker, og dermed sidder Lars Seier Christensen tilbage som den mest passionerede storaktionær, når det kommer til fodboldforretningen FC København.

Opdelingen af forretningsområderne i Parken Sport & Entertainment er gjort i håbet om, at investorer – store som små – tydeligere vil kunne se, at der er mere værdi gemt i de forskellige segmenter, end den samlede aktiekurs lige nu antyder. Men det åbner også for en helt ny type investor, når det kommer til den rene fodboldforretning FC København.

Det er en invitation til 'den rige onkel'.

»Med opdelingen kan man godt henvende sig til nogle andre typer investorer. Nemlig fodboldinvestoren, der vil eje en fodboldklub. Hvor det ikke kun handler om penge. Men man skal lige huske på, at Danmark ikke er England eller Spanien. Det er ikke sådan, at der kommer saudiere, russere eller kinesere forbi Danmark hver dag. Det er ikke bare åbenlyst, at man kan tiltrække investorer til denne her øvelse. Men man skal ikke udelukke det, for fodbolden er en mærkelig verden, og der findes folk, der bare gerne vil eje fodboldklubber,« siger den rutinerede fodboldinvestor Aldo Petersen.

Det er kun to et halvt år siden, at investorer senest kredsede om Parken Sport & Entertainment, da den amerikanske investeringsfond Fortress med netop Aldo Petersen på holdet forsøgte at købe Parken Sport & Entertainment.

Dengang blev han og Fortress overhalet af Lars Seier Christensen, der for 222,7 millioner kroner købte 22,55 procent af aktierne i selskabet, men Aldo Petersen ved, med sin fortid som FCK- og Brøndby-storaktionær, hvad investorer tjekker, når de undersøger fodboldvirksomheder at skyde penge i.

»I den nuværende konstruktion ville en investor kigge på den samlede økonomi, og det ville være en vurdering af, hvor attraktiv hele kontorejendomsporteføljen er, og hvor attraktiv Lalandia, Parken og FCK er samlet. Det kiggede vi – jeg og nogle investorer fra USA – på for nogle år siden og så det som en attraktiv udviklingscase,« siger Aldo Petersen og fortsætter:

»Jeg kan næsten kun forestille mig, at der findes to typer investorer, man kan tiltrække til Parken og FCK: En, der virkelig vil gå ind og lave et flot stadion og dermed trække FCK med op, som man har set rigtig mange andre steder ude i Europa. Med super stadionfaciliteter får du også et løft på hele den kommercielle indtægtsside. Det er det, der skal til. Men man kan heller ikke udelukke, at der findes en fodboldinvestor. Det findes i hele verden, og man kan ikke udelukke, at der er en, der bare gerne vil eje FCK og har masser af penge.«

I FC København ved man af erfaring, at der hvert andet eller tredje år kommer investorer med interesse i opkøb. Og det er altså som tidligere nævnt også en forventning, at det vil ske igen inden for en meget overskuelig årrække.

Internt ser man FC København-delen af forretningen som meget attraktiv, da der med den opnåede individuelle UEFA-koefficient er relativt kort til Champions League og Europa League. Det kræver dog, at klubben kvalificerer sig via Superligaen.

Og den sportslige del ser Aldo Petersen, som tidligere har været i clinch med ledelsen i Parken på grund af sine ytringer om selskabet, som en udfordring.

»Som det er lige nu, er FCK i den situation, at man er en underskudsforretning, hvis man ikke kvalificerer sig til Europa League eller Champions League, og hvis ikke man har overskud i transfervinduerne. Og hvis FCK ikke når tilbage til fordums styrke og til at vinde det danske mesterskab syv ud af ti gange, er det ikke sikkert, at FCK er så fremragende en fodboldforretning,« vurderer Aldo Petersen.