I 2010 vandt NHL-holdet Chicago Blackhawks den eftertragtede Stanley Cup.

Den enorme triumf er dog blevet overskygget af en sexskandale på det seneste. Det er nemlig kommet frem, at Kyle Beach blev seksuelt misbrugt af den daværende videotræner Brad Aldrich for efterhånden 11 år siden.

Og det kendte Joel Quenneville, som var cheftræner for mandskabet dengang, alt til. Alligevel valgte han ikke at reagere på det.

Det har han nu indrømmet, og det betyder, at han stopper som træner for Florida Panthers. Det skriver flere amerikanske medier – eksempelvis New York Post.

Joel Quenneville.
Joel Quenneville. Jasen Vinlove

»Jeg vil gerne udtrykke min sorg over den smerte, som denne unge mand har oplevet. Mit tidligere hold forrådte Kyle, og jeg var en del af det,« lyder det fra Joel Quenneville i en udtalelse.

New York Post skriver videre, at Joel Quenneville skrev en anbefaling til Brad Aldrich, selvom han vidste, at han havde misbrugt en spiller seksuelt.

»Aldrich gjorde et fantastisk stykke arbejde for trænerstaben ved at hjælpe med at koordinere møder og andre opgaver,« stod der eksempelvis i anbefalingen.

NHL skriver i en pressemeddelelse, at Joel Quenneville ikke vil blive straffet yderligere lige nu. Det kan dog blive svært for ham at vende tilbage til ligaen som træner.

I dag er Kyle Beach stadig aktiv på isen, mens han er blevet 31 år. Han fortæller, at hans kamp kun lige er begyndt.

Chicago Blackhawks har undskyldt hændelsen, men ifølge Kyle Beach prøver de at ødelægge sagen i retten. Derfor vil han kæmpe for en åben kommunikation samt muligheden for forandringer i fremtiden.