Harry Kane og Tottenham ligner et ægteskab, der er på vej direkte ind i en grum skilsmisse.

For efter sommerens glippede skifte væk fra den engelske storklub, har Englands helt store angrebsstjerne været en skygge af sig selv i den nuværende sæson.

Her er det kun blevet til et enkelt mål i ni kampe, og lørdag kom den 28-årige verdensstjerne da heller ikke på måltavlen, da London-klubben tabte hjemme til Manchester United.

Og her var det særligt Kanes præstation, som i øvrigt var angriberens kamp nummer 350 i Tottenham-trøjen, der blev det helt store samtaleemne efterfølgende.

MATTHEW CHILDS

»Jeg har altid set Harry Kane som en fantastisk spiller, men i dag (lørdag, red.) var første gang, jeg så ham kæmpe med selvtilliden,« skriver den tidligere fodboldspiller og nuværende ekspertkommentator Danny Murphy i Daily Mail og tilføjer:

»Han overtænkte tingene, og han har mistet sin skarphed.«

Det er dog ikke kun i de engelske medier, at Tottenham-stjernens dårlige præstation bliver fremhævet. For en hurtig tur rundt på de sociale medier viser nemlig, at klubbens fans er dødtrætte af Kanes ageren på banen.

Du kan se et udpluk af de mange vrede Twitter-kommentarer herunder:

  • 'Sig til, når han har tænkt sig at dukke op i denne sæson.'

  • 'Var han overhovedet på banen?'

  • 'Han er stadig kun noteret for 341 kampe. Han har ikke været til stede hele sæsonen.'

  • 'Kane spiller ikke for Tottenham-logoet længere.'

  • 'Vi burde være ligeglade med ham, for han er ligeglad med os.'

  • 'En skam, at han ikke engang gider at forsøge.'

Harry Kane endte med at blive i London-klubben dette efterår på trods af massive rygter om et muligt skifte til Manchester City i sommer. Noget tyder dog på, at et skifte væk fra Tottenham kan blive aktuelt i vinterens kommende transfervindue.

Lørdagens kamp mellem Tottenham og Manchester United endte med en 3-0-sejr til sidstnævnte, som dermed gav Ole Gunnar Solskjær en ekstra livline i United-trænersædet.

Cristiano Ronaldo, Edinson Cavani og Marcus Rashford stod for gæsternes scoringer.

Du kan se højdepunkter fra opgøret øverst i artiklen.