Prøv at forestille dig, at du har hørt Dennis Ritter kommentere et cykelløb for sidste gang.

At Rolf Sørensen er det eneste resterende blad af det trekløver bestående af ham, Dennis Ritter og Chris Anker Sørensen, der plejer at kommentere Tour de France om sommeren for TV 2.

Sådan bliver det forhåbentlig og formentlig ikke, men efter sidstnævntes tragiske død i en cykelulykke i Belgien, frygter Dennis Ritter for alvor at sætte sig tilbage i kommentatorstolen.

»Det helt korte svar er ja. Jeg gruer for at sætte mig tilbage i kommentatorboksen,« lyder det fra manden, der er vært på TV 2 News og cykelkommentator.

Chris Anker Sørensens dødsfald har sat en masse tanker i gang hos Dennis Ritter omkring kommentatorgerningen.
Chris Anker Sørensens dødsfald har sat en masse tanker i gang hos Dennis Ritter omkring kommentatorgerningen. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg har tænkt på, at jeg tror, at det var rigtig godt for Rasmus (Staghøj, red., som også kommenterer på TV 2), at han hurtigt kom i gang igen, da han kommenterede VM godt en uge efter Chris' død. Men den lange periode, som går for mig, inden jeg sidder der igen og kigger på den tomme stol, Chris har efterladt, gør, at det bliver endnu sværere.«

Dennis Ritter har tidligere forklaret, hvordan hele tilværelsen kunne føles meningsløs efter tabet af den tidligere cykelrytter, der kun blev 37 år.

Derfor virkede det også absurd at skulle kommentere cykelløb igen, selvom den 49-årige journalist har kommenteret hundredvis af slagsen.

»Hele vores cykelredaktion tog til Odense om søndagen, da der var VM. Os, der var i Danmark for at have den dag sammen. Det følte vi, at det skulle vi, og det var det rigtige. Det blev en god dag,« siger Dennis Ritter.

»Egentlig gad jeg ikke se VM, og jeg har ikke gidet se cykelløb siden. Jeg har virkelig haft svært ved at finde motivationen til overhovedet bare at læse om det, beskæftige mig med det eller tænke over cykelsport. Hvis du bad mig om at kommentere et cykelløb i morgen, så er jeg heller ikke sikker på, at jeg ville kunne finde motivationen til det.«

Den frygt, Dennis Ritter sad inde med, bunder i virkeligheden nok i tvivl om en masse spørgsmål.

Tvivlen om, hvorvidt han kunne genfinde interessen for den sport, han har fulgt i over 20 år.

»Jeg har været bange for, om motivationen var helt væk. Kommer den aldrig nogensinde igen? Skal jeg aldrig kommentere cykelløb igen, fordi det er meningsløst for mig? Fordi jeg ikke kan finde ud af, hvorfor jeg skal det?«

Mændenes VM-linjeløb i Belgien blev kørt 26. september, otte dage efter Chris Anker Sørensens død.

Lige præcis den dag var noget særligt, forklarer Dennis Ritter. For der kunne han godt finde entusiasmen frem, da et af historiens flotteste VM-løb blev kørt.

»Vi blev grebet allesammen, og det var et spændende løb. Lige dér tænkte jeg, at jeg var der igen. At jeg godt kunne finde motivationen. Men så forsvandt den igen. Den er der ikke helt endnu, men den skal nok komme,« lyder det fra ham, der har skrevet tre bøger sammen med Chris Anker Sørensen.

»Om ikke andet må jeg gribe fat i en tanke: 'Hvad ville Chris have syntes?' Han ville jo helt klart sige 'the show must go on'. Så jeg skal nok finde motivationen igen – om ikke andet for hans skyld. Men den har været helt væk.«

Dennis Ritter har skrevet tre bøger med Chris Anker Sørensen.
Dennis Ritter har skrevet tre bøger med Chris Anker Sørensen. Foto: Kasper Løjtved/Byrd
Vis mere

I 2022 starter Tour de France i Danmark, hvor der skal køres tre etaper.

På papiret ligner det historiens måske største danske cykelår, som altså nu skal klares uden Chris Anker Sørensen som en del af kommenteringen efter det brutale uheld, som tog livet af ham.

Det er først nu, knap halvanden måned efter ulykken, at Dennis Ritter bliver ordentligt bevidst om, hvad han har mistet.

»Det begynder nu at gå op for mig, hvilket kæmpe hul han efterlader. Både for alle os, der kendte ham privat, men også professionelt og fagligt i vores kommentatorboks. Det er ikke sådan, at jeg siger, at cykelløb aldrig bliver det samme igen på TV 2. Eller jo, det bliver aldrig det samme igen. Det skal nok blive godt igen. Men han er svær at erstatte. Hold da op, hvor er han svær at erstatte,« fortsætter han.

»Helt konkret skal vi jo finde en tredjemand. Det er en meget svær opgave og snak overhovedet. Den er jeg slet ikke klar til endnu.«

Chris Anker Sørensen startede som kommentator på TV 2 i 2017 og dækkede Tour de France fem gange for kanalen.

I løbet af den tid fik han lynhurtigt etableret sig som en af de bærende kræfter i kanalens Tour de France-dækning.

Andre læser også