Mikkel Hansen kommer til at melde sig ind i den store skare af danskere, der pendler på arbejde.
Direktøren i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, har svært ved at skjule smilet, mens telefonen bimler og bamler.
Han har haft en travl dag på kontoret.
Fem timer inden B.T. fanger ham i gangene under Aalborg Håndbolds hjemmebane, Gigantium, sprang bomben. Verdensmesteren Mikkel Hansen vender hjem til dansk håndbold fra sommeren 2022 efter en årrække i udlandet hos senest Paris Saint-Germain.

Og den nye hjemmebane?
Aalborg Håndbold.
Mikkel Hansen fra Paris til 'Nordens Paris'. Men han får lov at veksle sin tid mellem Aalborg og København.
Den danske verdensmester ejer i forvejen en lejlighed på Østerbro i København, og den får han da også lov at gøre brug af, selvom arbejdspladsen hedder Aalborg fra 2022.
Det fortæller Jan Larsen til B.T.
»Han kommer til at have bopæl i både København og Aalborg. Han har allerede en bopæl i København og familie, der kan hjælpe i hverdagen med børn og så videre. Og så kommer han også til at have en bopæl i Aalborg, hvor han og familien kan være i perioder, eller når han overnatter. Der er praktik, vi skal kigge nærmere på, når vi kommer tættere på,« siger Larsen.
»Som jeg har sagt til Mikkel: Vi træner fra 10 til 12, så jeg er næsten ligeglad, hvordan du kommer. Bare du er her,« griner Jan Larsen og tilføjer:
»Det er selvfølgelig sagt i spøg, men der er da noget logistik, vi skal have styr på, men værre er det heller ikke. Der går flyvemaskiner hver dag fra Aalborg til København, og det tager 40 minutter.«

»Vi er blevet enige om en aftale på nogle givne betingelser, og vi har begge sagt, at det ikke skulle være det, der afgør, om vi skal indgå en kontrakt eller ej. Svære er det heller ikke at gøre, det er der mange mennesker, der gør. Og det kan Mikkel også sagtens,« forklarer han.
Hansen og ægtefællen Stephanie Gundelach venter parrets andet barn, og det er en af de ting, der efter alt at dømme har været med til at gøre skiftet hjem til Danmark til et godt match for den 33-årige håndboldspiller.
Og nu kan Jan Larsen se tilbage på en vanvittig dag. For ham, for dansk håndbold og for Aalborg.
»Det har godt nok været hektisk. Der har været helt vanvittigt med sms'er, mail og opkald. Der har været en kæmpe interesse. Det har godt nok været overvældende, men det er jo det, jeg har håbet på. Jeg har aldrig oplevet noget lignende,« siger han og fortsætter:
»Jeg har glædet mig helt vildt til at fortælle det. Lige siden jeg vidste, handlen var der, havde jeg lyst til at råbe det ud over hele verden. Jeg har glædet mig til, at vi kunne få det fortalt. Måske kan man ærgre sig lidt over, det bliver på en kampdag, men vi har simpelthen ikke kunnet holde det længere. Men vi er også lidt stolte over, at vi har kunnet holde det hemmeligt. Det er nogle gange svært,« smiler Jan Larsen.
Mikkel Hansen har skrevet under på en treårig aftale fra sommeren 2022.