Der er franskbrød under armene i Aalborg torsdag, og det er Mikkel Hansen, der kommer med dem direkte fra Paris.

For den danske superstjerne vender tilbage til Danmark i sommeren 2022 for at spille for den nordjyske håndboldklub, som man har kunnet læse gennem hele dagen. Og Mikkel Hansen lander med voldsomme ambitioner om at vinde Champions League for første gang i sin karriere.

»Der har været en gensidig interesse hos os begge for at få denne aftale på plads. Vi er begge meget ambitiøse, vi har store mål for klubben, vi vil gerne have Aalborg Håndbold med i den europæiske Final 4, ja, vi vil gerne vinde turneringen,« siger Mikkel Hansen til Politiken.

B.T. har afsløret, hvordan Aalborg Håndbold på ingen måde har tænkt sig at læne sig tilbage og nyde skulderklappene ovenpå deres scoop. De vil forstærke sig yderligere og er allerede i gang med de indledende forhandlinger med flere store stjerner. der skal løfte holdet op til Champions League-aspiranter.

Foto: KHALED ELFIQI
Vis mere

Den del bekræfter den 33-årige dobbelte VM-vinder.

»Og hvis jeg ikke havde troet på projektet med at styrke holdet yderligere, så havde jeg aldrig sagt ja,« siger Mikkel Hansen.

Mikkel Hansen vender i sommeren 2022 tilbage til Danmark og Aalborg Håndbold efter ti år i Paris hos det franske storhold Paris SG. Og mens det til at starte med kunne ligne et skridt ned for en af verdens bedste håndboldspillere, tyder det seneste bulletiner altså på, at der er noget stort på vej i det nordjyske.

Ambitionerne er der i hvert fald til at give Mikkel Hansen så dygtige holdkammerater, at drømmene om at vinde Champions League også bliver realistiske.