Der er noget stort på vej i Aalborg Håndbold.
Torsdag tog nordjyderne fusen på hele håndboldverdenen med tilgangen af superstjernen Mikkel Hansen fra sommeren 2022.
Skiftet må betragtes som en af de største bomber i dansk håndbolds historie.
Men det stopper ikke her for nordjyderne, der er ved at skrue gevaldigt op for ambitionerne og går efter at blive en dominerende klub på den europæiske scene.
Som B.T. kunne afsløre i kølvandet på nyheden om Mikkel Hansens skifte, så er Mads Mensah også på vej til Aalborg.
Kontrakten er endnu ikke underskrevet, men parterne er enige om de personlige vilkår.
Mensahs kontrakt med Flensburg-Handewitt udløber i 2022, men der bliver arbejdet på at få landsholdsspilleren til Aalborg allerede til sommer.
De to danske verdensmestre skal selvfølgelig have en klækkelig hyre, men B.T. erfarer, at de finansielle muskler er blevet større i Aalborg – og derfor er direktør Jan Larsen også på udkig efter flere forstærkninger.
Ifølge B.T.s oplysninger har de forsvarende danske mestre snøren ude efter flere store skandinaviske navne. På den måde er der nogle ligheder med det hedengangne AG København, der blev skabt på et fundament af store navne fra Norden.
Konkret er Aalborg snublende tæt på at skrive kontrakt med den erfarne højre fløj Kristian Bjørnsen.
Den 32-årige landsholdsspiller tørner i øjeblikket ud for tyske Wetzlar, men meget indikerer altså, at han i næste sæson skifter til dansk håndbold.
Bjørnsen har kontraktudløb i Wetzlar, og han vil derfor kunne skifte kvit og frit.
Derudover er Aalborg også i tæt dialog med den svenske stregspiller Jesper Nielsen, som spiller i Rhein-Neckar Löwen.
Tidligere har Nielsen spillet to år i Paris Saint-Germain, hvor han var holdkammerat med Mikkel Hansen.
Stregen har i en årrække været en central figur på Sveriges landshold, men ved VM i januar var han – efter eget valg – ikke med i den svenske trup.
Svenskerens kontrakt udløber ligeledes til sommer, og derfor skal Aalborg ikke have pungen op af lommen, hvis 31-årige Jesper Nielsen skal komme til det nordjyske.
Meget indikerer altså, at Aalborgs fans har flere gode nyheder i vente – selvom de formentlig ikke helt kan matche den eufori, der huserer i 'Nordens Paris', efter Mikkel Hansens skifte er blevet en realitet.