Sent torsdag aften oplyste Nordjyllands Politi, at man var til stede ved en 'politimæssig hændelse' i Aalborg.

Natten til fredag afslører politikredsen nu, hvad det dækkede over.

Der var nemlig tale om en narkohandel, der formentlig gik galt – og derefter opstod der uroligheder mellem flere personer på Annebergvej i Aalborg.

En 18-årig og en 19-årig mand er efterfølgende blevet anholdt, og de fremstilles fredag i grundlovsforhør i forbindelse med sagen, der efterforskes som et røveri. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet er til stede på flere adresser i Aalborg. Foto: Presse-fotos.dk
Politiet er til stede på flere adresser i Aalborg. Foto: Presse-fotos.dk

Ingen er kommet til skade under episoden.

Det var omkring klokken 20.30, at politiet modtog flere anmeldelser om uro i området.

I løbet af episoden blev en 21-årig mand ifølge vidner tvunget ind i en bil med våben. Politiet fik kort efter standset bilen i kvarteret Vejgaard.

»Her blev to personer anholdt, og vi fandt kniv og jernrør, ligesom vi fandt en ufarlig signalpistol lidt derfra,« siger politikommissær Kenneth Rodam i en meddelelse.

Rodam understreger, at nogle knald, som borgere har hørt, formentlig stammer fra signalpistolen.

»Der er formentlig tale om et narkotikasalg, der udvikler sig til røveri,« siger han.

»Der er efter vores opfattelse tale om et opgør i et kriminelt miljø, så den almindelige borger behøver ikke at være bekymret for at færdes i området.«

Politiet vil kræve de to anholdte varetægtsfængslet.

En tredje mistænkt person eftersøges i sagen. Politiet kender ikke identiteten på vedkommende.