Yes, det gik helt som forventet! Danmark møder Frankrig på søndag i en topkamp om EM-gu...nåååå, nej - i en topfesen kamp om nogle bronzemedaljer, ingen af de to håndboldstormagter rigtig gider at have.
Her kommer en af BTs sidste dagbøger fra EM i Kroatien. Den er skrevet med blodsmag og gedigen skuffelse i munden efter det vanvittige drama i Arena Zagreb, der endte med et bittert dansk semifinalenederlag til Sverige.
Stakkels Magnus Landin! Han lignede efter kamp en mand, der lige havde tungekysset intenst med en citron. Han havde da også lige oplevet én af karrierens største skuffelser, da han i den tætte affære havde brændt tre kæmpechancer på afgørende tidspunkter.
Herfra skal lyde et 'op på hesten igen, Magnus!' og et Thomas Helmig-citat - 'Alle ved, det går op og ned. Sådan er det jo.'
LÆS MERE OM LANDINS FORFÆRDELIGE AFTEN HER.
Det var jo helt ufatteligt, at vi kunne tabe til svenskerne! De skulle jo være pivelendige!! Vi her på BT havde researchet os frem til, at svenskerne var historisk ringe. Jo, jooo!
LÆS MERE OM DE PIVRINGE SVENSKERE HER
Kan du ikke få nok af det danske nederlag, så har vi lavet en lille buffet herunder:
HER KAN DU LÆSE OM EN GRÆDENDE STJERNE
FÅ OGSÅ LANDSTRÆNERENS REAKTION
OG SÅ SKAL DU DA OGSÅ LIGE HØRE FRA EN ELLERS STORSPILLENDE HANSEN
Nå, men hvad sker der ellers i Kroatien? Joo, vi er flyttet fra sovebyen Ludbreg - aka 'Mordor' - og ind til metropolen Zagreb, som vi forventede skulle byde på noget tiltrængt luksus.
Vi blev slemt skuffet!
For det viser sig, at vi er flyttet ind på 'Ondskabens Hotel' - der hvor Jack Nicholson stille og roligt mistede forstanden i Stanley Kubrick-klassikeren. Vi render eksempelvis konstant ind i disse to piger.

BTs håndboldkommentator, Søren Paaske, fik testet graderne af sin tålmodighed, da han torsdag nat vågnede sjasket ind i sved på et værelse, hvor temperaturen havde nået vulkanstyrke. Og da der er metalskodder - der ikke kan løftes - for alle vinduer, var muligheden for, at kommentatorens legeme i løbet af natten ville fordampe op i det cigaretgule loft bestemt til stede.
Dehydreret fik han slæbt sig ned i receptionen, hvor han fik tildelt et nyt værelse. Men der stoppede hans kvaler ikke. Det nye værelse var helt blottet for mulighed for strømforsyning, og det kunne håndboldkommentatoren slet ikke arbejde med, så han gik ned og bad om at få saunaværelset tilbage.
Og sådan kan der hurtigt gå en nat på 'Ondskabens Hotel'.
De to øvrige BT-udsendte løste den ekstreme varme - der udspringer fra en flok håndklædevarmere på speed - med nøgensovning. Ala disse to brødre, som venter os i den føromtalte ugidelige bronzekamp.



