Magnus Landin var fuldstændig sønderknust efter aftenenes stordramatiske 34-35-nederlag til Sverige i EM-semifinalen.

En flot forsvarsindsats kunne ikke skjule, at det 22-årige stortalent undervejs havde brændt tre kæmpechancer på nogle meget afgørende tidspunkter.

Han skyndte sig med dukket hoved og hastige skridt igennem den efterfølgende pressezone, men til sidst stoppede han op og satte - med meget lav stemme - ord på den enorme skuffelse.

»Jeg står med mange forskellige følelser lige nu. Først og fremmest en meget bitter følelse, men også en meget irriteret følelse, som især skyldes min egen angrebspræstation,« lød det fra lillebror Landin.

»Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg har nok tre store chancer, som jeg bare skal score på. Jeg er...det...det er virkelig bittert. Jeg ved ikke lige, hvad jeg ellers skal sige.«

Han kom fra et dansk omklædningsrum, hvor der ikke var blevet sagt særligt mange ord til hinanden.

»Nikolaj har kun lige kort rundet kampen af - ellers er der ikke blevet sagt det store.«

Kampen gennemgik ellers en vanvittig, da Danmark til allersidst i den ordinære spilletid fik hentet tre scoringer på halvandet minut - det sidste af Lasse Svan faldt endda i kampens allersidste sekund.

Og så troede man, at danskerne kunne knække svenskerne. Og det var også den fornemmelse spillerne havde, fortæller Magnus Landin.

»Ja, vi har virkelig en tro på tingene, da vi går ind til den forlængede spilletid. Det var et boost, at Lasse scorede i sidste sekund. Men vi formåede alligevel ikke rigtig at bruge det til at komme videre,« lød det fra den kommende Kiel-spiller, der også kunne konstatere, at Danmark aldrig nåede at komme foran i opgøret.

»Vi brænder for meget. Og så er det som om, vi i forsvaret ikke helt kan finde den samme højde. VI har lidt svært ved at få det til at hænge sammen. Såå...ja...jeg ved det ikke,« sluttede den uheldige dansker, inden han med hænderne i lommen og øjnene rettet mod gulvet traskede tilbage i omklædningsrummet.