»Det er dybt latterligt. Virkelig langt ude.«
Thurineren Kenneth Daugaard taler formentlig for det store flertal af de gode borgere på Thurø, hvor velkomsten til ære for herrehåndboldlandsholdets 49-årige træner, Nikolaj Jacobsen, mandag aften efterfølgende er blevet politianmeldt for brud på forsamlingsforbuddet.
Det er en borger fra Jylland, som ønsker at være anonym i offentligheden, der har kontaktet Fyns Politi og indgivet anmeldelse, efter han blev provokeret af at se tv-billederne og fotos fra den festlige velkomst for Nikolaj Jacobsen, som blev mødt af en allé med 100 blussende fakler.
Og – ikke mindst – masser af glade thurinere, som var mødt op for at tage imod øens p.t. stolteste søn ved T-krydset efter dæmningen til fastlandet.

»Han (Nikolaj Jacobsen, red.) har gjort så meget godt for Danmark, og derfor møder folk selvfølgelig op for at byde ham velkommen hjem. De står ude under åben himmel i Guds frie natur og med god afstand. Hold nu op – det er da fuldstændig latterligt at anmelde det til politiet,« mener Kenneth Daugaard.
Som dermed har samme indstilling som alle andre, B.T. taler med, da vi er en tur på det idylliske og sneklædte Thurø.
»Jeg synes, det er lidt åndssvagt at anmelde det. Det er der ingen grund til. Det er at gå for vidt. Jeg tror også, at politiet i sidste ende dropper sagen,« siger 75-årige Lars Nielsen.
Jan Olsen synes, at den anonyme anmelder bare skulle tage et par friske åndedrag og ellers finde noget andet at bruge sin tid på end at gå og politianmelde andre for noget så uskyldigt:

»Hvorfor trækker folk ikke bare på skulderen over sådan noget og finder på noget andet at tage sig til. Det er jo helt til grin at melde det her til politiet,« siger Jan Olsen.
Birgitte Andersen griner og ryster let på hovedet, da vi spørger, hvad hun mener om, at begivenheden mandag aften er blevet anmeldt.
»Jeg synes, folk skal holde op med at gå i så små sko. Der er konspirations-teoretikere nok rundtomkring, og her er vist endnu en. Jeg kan godt forstå, at den mand, der har anmeldt det, gerne vil være anonym.«
»Det kan i hvert fald ikke være en her fra Thurø, for sådan er folk her virkelig ikke,« siger hun.

Bjarne Huusfeldt smiler også bag mundbindet, da vi beder ham tage stilling til politianmeldelsen:
»Jeg er rystet over, at der er nogen, der overhovedet kan finde på det. Det er jo rent stikkeri – lidt ligesom under krigen. Folk forstår heller ikke noget af det her på Thurø, for tænk, at nogen vil anmelde sådan noget til politiet,« siger han. Og tilføjer:
»Det må være en eller anden – undskyld – idiot, der har gjort det, for det er da for dumt. Men det har i hvert fald sat gang i snakken her på øen. Mon ikke det er en eller anden pensionist, der ikke har noget at lave, der har anmeldt det,« griner 74-årige Bjarne Huusfeldt.
Hos Fyns Politi ligger sagen indtil videre til juridisk vurdering.

»Vi har ikke yderligere at tilføje,« lyder det kortfattet fra kommunikationsrådgiver Charlotte Nyborg, som ikke kan give noget bud på, hvornår der er taget stilling til, om der skal sendes bødeforlæg ud eller ej.
Det var den lokale borgerforening, der havde taget initiativ til at lave fakkelalleen op mod T-krydset ved Thurø By til ære for den nu dobbelte VM-guld-træner Nikolaj Jacobsen, som vendte træt, men taknemmelig hjem mandag aften efter nogle hektiske uger i Egypten.
»Vi havde gjort klar med de her fakler, og så havde vi sat et banner op. Det var dét. Vi har ikke opfordret til, at man mødte frem. Faktisk opfordrede vi folk til at blive hjemme og eventuelt følge det på fjernsynet.«
»Folk mødte spontant op, men jeg synes, de var gode til at holde afstand til hinanden,« siger Peter Bang, formand for Thurø Borgerforening.

Uanset hvad sagen ender med, er der dog næppe grund til at frygte, begivenheden har været en smittespreder, lyder det beroligende fra Hans Jørn Kolmos, professor ved Syddansk Universitet og overlæge, dr.med. i Klinisk Mikrobiologi ved Odense Universitetshospital.
Han siger til Fyns Amts Avis:
»Risikoen er under alle omstændigheder meget beskeden, fordi man er udenfor. Så der er ikke noget praktisk problem i det.«
»Jeg synes ikke, man skal gøre mere ud af det. Herregud – det er jo bare et glædesudbrud i forbindelse med, at vi blev verdensmestre. Lad os dog have den glæde. Og den faglige risiko er trods alt beskeden,« siger han.